Pris til danske bakterieforskere

18. jan 2011 kl. 13:15 af Thomas Hovgaard

Danske bakterieforskere sætter standarden for international resistensovervågning og hædres med Fritz Kaufmann prisen. Det er helt fortjent, mener Landbrug & Fødevarer.

Bakterier skeler hverken til personligheder eller landegrænser, når de smitter og dræber dyr og mennesker og efterfølgende koster samfundet store summer til sygdomsbehandling og tabt arbejdsfortjeneste. Derfor er der brug for avancerede overvågningsprogrammer til antibiotikaforbruget og forekomsten af resistente bakterier. Og det er netop den type forskning, som de danske forskere professor Frank Møller Aarestrup fra DTU Fødevareinstituttet og seniorforsker Anette M. Hammerum fra Statens Serum Institut med DANMAP-programmet har modtaget årets Fritz Kaufmanns pris for. De modtager hver 100.000 kr.

Ifølge priskomiteen har de gjort en særlig indsats inden for forskning i bakterier, der giver sygdomme hos mennesker, også kaldet infektionsmikrobiologi. Formålet med DANMAP er at forebygge og begrænse sundhedsskadelige effekter af antibiotikaresistente bakterier gennem tidlig påvisning af problemer. Overvågningen omfatter antibiotikaforbrug til dyr og mennesker, og antibiotikaresistens i bakterier fra dyr, fødevarer og mennesker i Danmark.

Danmark er førende
Fra erhvervet ser man prisen som en naturlig konsekvens af et stykke vigtig forskning.
”DANMAP-programmet er noget af det, der gør, at Danmark kan være førende på viden om bakterier og antibiotika, og vi kan bruge denne viden indenfor svineproduktionen. Prisen er derfor fuld fortjent,” siger chefkonsulent Jan Dahl, Fødevaresikkerhed & Veterinære Forhold hos Landbrug & Fødevarer.

Læs også:
Gammel ost erstatter antibiotika, Kolmos manipulerer til unødig frygt, Resistente bakterier på fremtog

 

Fakta

DANMAP
Fakta: DANMAP drives i samarbejde mellem DTU Fødevareinstituttet, DTU Veterinærinstituttet, Lægemiddelstyrelsen og Statens Serum Institut. Programmet har eksisteret siden 1995, hvor det blev oprettet af Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri og Sundhedsministeriet. Hvert år opgør parterne bag programmet det årlige forbrug af antibiotika og forekomsten af resistente bakterier i dyr, fødevarer og mennesker i den såkaldte DANMAP-rapport. Læs mere

Seneste nyt