Irma trækker sig fra Aalborg
Irma opgiver nu sin enlige butik i Aalborg på grund af kundemangel. Den nåede kun at eksistere i to år.
Efter at have testet mulighederne for at drive Irma i Nordjylland siden december 2008, har kæden besluttet at overdrage forretningen i Hasseris, Aalborg til søsterkæden Fakta.
”Vi må erkende, at der ikke er tilstrækkeligt mange Irma-kunder i området. Derfor vil vi koncentrere os dels om at drive vores 78 butikker på Sjælland, vores butik i Odense og 2 butikker i Århus, dels om at udvikle vores nye internetbutik, Irmatorvet.dk,” siger Irmas adm. direktør Alfred Josefsen i en pressemeddelelse.
Nettorvet overtagerSiden åbningen af Irmatorvet.dk i oktober sidste år har kunder over hele Danmark, der ønsker Irma-varer, fået den nye mulighed, at de kan få dem leveret direkte til deres dør, nemlig via Irmatorvet.dk. Irmatorvet har til huse i Nørre Sundby og er således en stærk lokal leverandør til Irmas kunder i Aalborg og Nordjylland.
”Over alt i Danmark er der kunder, der ønsker at handle i Irma. Men uden for Sjælland, Odense og Århus har vi erkendt, at der ikke er nok til at drive en fysisk butik rentabelt. Derfor er vi rigtigt glade for, at vi kan være landsdækkende gennem en velfungerende netforretning, hvor kunderne kan få leveret alle typer varer, inklusive køl, frost og tilbud,” siger Alfred Josefsen.