Amerikanske skolebørn skal spise fuldkornspizza

24. jan 2011 kl. 13:52 af Jonas Pröschold

Et nyt lovforslag fra det amerikanske fødevareministerium skal ændre en generation af tykke børns madvaner.

I De Forenede Stater er andelen af børn med æblekinder og michelin-arme en til tre blandt de 5 til 19-årige. Det viser tal fra det amerikanske fødevareministerium (USDA), og det selv samme ministerium har sammen med Obama-administrationen indset, at der skal andre ting på tallerkenen, hvis en hel generations madkultur ikke skal tabes på gulvet. Derfor har fødevareministeriet fremsat et nyt lovforslag, der hedder ’The Healthy Hunger-Free Kids Act’, og som skal forbedre de ernæringsmæssige standarder, der ellers ikke er blevet pillet ved de seneste 15 år. Hvor der i dag serveres burritos, hot dogs og pizza i de amerikanske skoler, skal der nu introduceres salat, pizza på fuldkornsdej og retter med fuldkornpasta og grøntsager. Forslaget kan lyde kontroversielt i en nation fyldt med fastfood, men det er allerede nået langt i systemet.

”Loven, ’The Healthy Hunger-Free Kids Act’, blev underskrevet d. 2. december 2010, så det er kun implementeringen, der mangler. Derfor har USDA, der står for implementeringen, nu fremlagt deres forslag til ernæringsstandarder for måltider. Men det skal først i høring, før det endeligt bliver en regulering, skolerne skal følge,” fortæller Steen Steensen, Statskonsulent på den danske ambassade i Washington D.C.

Penge bag ord
Han forudser, at den største udfordring for skolemadsordningerne er prisforskellen, i og med at sund mad oftere er dyrere at fremstille.

”For at gøre ’The Healthy Hunger-Free Kids Act’ til andet end bare varm luft og gode intentioner, er der afsat penge til en godtgørelse på 33 øre per måltid, som overholder de næringsmæssige standarder, som vedtages. Det kan altså blive en fornuftig forretning for skolerne at servere sundere mad, og det kan vise sig vigtigt i kampen mod junk food,” siger Steen Steensen.

DOKUMENTATION: Se menuforslaget fra USDA

Fornuftigt forslag
Hos Landbrug & Fødevarer i Skejby, har Susan Rønholt Hansen kigget på de næringsmæssige standarder i forslaget og en konkret menuplan, som USDA har fremlagt. Den nye menu indeholder blandt andet fuldkornpizza, mager mælk, lavfedt dressinger og forskellige slags grønsager og frugt. Susan Rønholt Hansen tror, at amerikanerne har fat i noget af det helt rigtige.

"Forslaget lyder virkelig fornuftigt, selv om menuen stadig indeholder de sikkert populære retter som pizza og spaghetti med kødsauce, ser og smager børnene ernæringsforbedrede udgaver i en alsidig og flot kontekst. Og hvis der ikke er alternativer, skal det jo nok glide ned,” siger chefrådgiveren for mad, måltider og ernæring hos L&F.

Susan Rønholt Hansen tror videre, at en samlet indsats med mad og motion kan blive en succes.

”Hvis forslaget bliver godtaget og ledsaget af et lige så interessant program for daglig fysisk aktivitet, er det et virkelig godt greb til at tvinge fedmekurven nedad," siger hun.

Seneste nyt