Forskeren præciserer: Økogrøntsager ER sundere!
Sundhedsgevinsterne ved at spise økologisk frugt og grønt frem for konventionel do er ikke ubetydelige, præciserer lektor Kirsten Brandt.
FoodCulture bragte 11. januar
en historie om, at man lever tre uger længere, hvis man spiser økologisk frugt og grønt. Historien er baseret på oplevelsen af et foredrag lektor Kirsten Brandt fra Newcastle University holdt på plantekongres 2011 i Herning, og den giver det indtryk, at Kirsten Brandt ikke anbefaler økologisk frugt og grønt frem for det konventionelle.
"Det, jeg har sagt, er, at hvis man ikke har råd til at købe nok af frugt og grøntsager til at nå de 6 om dagen, så står man sig bedst ved at købe konventionelt, fordi der er større procentvis forskel i prisen end i den sundhedsgavnlige effekt. Men den virkelige pointe er, at de fleste har udmærket råd til at spise seks om dagen men fravælger det til fordel for andre fødevarer som kager og flæskesvær, der er dyrere end økologisk frugt og grønt. For dem er det bedre at spise deres små mængder frugt og grønt som økologisk, fordi det giver en højere sundhedsgevinst end tilsvarende små mængder konventionel," siger Kirsten Brandt.
Hun mener ikke, man skal kimse af tre ugers ekstra levetid.
"Det er korrekt, at jeg sammenlignede det med at tabe sig 300 g eller motionere 6 minutter mere om ugen, og sagde at dette var små effekter sammenlignet med effekten af rygestop, men jeg sagde ikke at nogen af disse effekter var uvæsentlige. Jeg kan garantere, at Sundhedsstyrelsen vil hive champagnen frem, hvis de med et snuptag kunne få alle til at motionere i gennemsnit 6 minutter mere om ugen eller tabe sig 300 gram, og pointen med mit foredrag var netop, at jeg som den første forsker i verden er nået frem til at bevise at økologisk frugt og grønt har et andet næringsindhold end konventionel, og ovenikøbet også har givet et bud på, hvor meget sundere det er for forbrugeren," siger Kirsten Brand