Regional grøntsagsordning hos Dansk Supermarked

25. jan 2011 kl. 12:49 af Christian Erin-Madsen

Dansk Supermarked lancerer et samarbejde med danske gartnere, hvor forbrugerne udførligt kan spore varernes oprindelse. Et fint eksempel på en regional fødevarekæde som World Watch Institute anbefaler, påpeger Dansk Supermarked.

Asparges fra Søren Wiuff på lammefjorden eller gulerødder fra Kiselgården i Vestsjælland. Danmark har oplevet et stigende marked for lokalt producerede fødevarer, hvor kunden let kan identificere sig med oprindelsen, og nu føjer Dansk Supermarked endnu et kapitel til udviklingen.

Med konceptet Min Danske Gartner har de lavet en aftale med ni gartnere i Danmark om at levere alskens grøntsager lige fra gulerødder og pastinakker til jordbær, når de forskellige produkter er i sæson. Formålet er, at udbygge kundernes følelse af nærhed og identifikation.

”Vi ønsker at skabe en gennemsigtighed i produkternes tilbliven. Avlere og producenter skal frem i lyset, og kunderne skal kunne identificere sig med producenten. Det er man normalt fantastisk dygtige til at skjule. Ikke sådan forstået, at man tidligere har anstrengt sig for at skjule det, men man har ikke lagt vægt på den facet. Vi vil gerne vende det om, og promovere de her dygtige gartnere, som har stolte traditioner. Ikke mindst for at stimulere afsætningen i Danmark for danske varer,” siger Peter Løth, indkøbschef for Frugt & Grønt i Dansk Supermarked.

Initiativer med øget fokus på regionale fødevareleverandører er netop blevet anbefalet af World Watch Institute i deres årlige, og for nylig offentliggjorte, State Of The World Report. Anbefalingerne går på at regionale fødevareleverancer bør spille en afgørende rolle i kampen for at vende udviklingen med det stigende antal sultne mennesker på verdensplan.

”Enhver fødevareindustri, der ikke ser på måder at regionalisere sine fødekæder, er allerede bagud på dette tidspunkt. Og der er også andre fordele ved den regionalisering, herunder at forebygge madkatastrofer i større skala,” udtalte senior researcher fra World Watch Institute, Brian Halweil.

Peter Løth ser Min Danske Gartner som et initiativ, der kan fungere som et forbillede i den sammenhæng.

”Det tænker jeg så afgjort, det kan. Og koncepter som mindanskegartner vil få en større dimension i fremtiden. Både på kortere og længere sigt er det også med til at sikre og styrke forsyningskæderne.

Produkter fra Min Danske Gartner kan fås hos føtex, føtex food, Bilka og Salling.

 

 

Find de ni gartnerier hos Min Danske Gartner her.

Læs mere om rapporten fra World Watch Institute her.

 

Seneste nyt