Sauerkraut som æskemåltid
Det danske emballagefirma Færch Plast skal levere plastbakken, når den franske fødevareproducent Stoeffler lancerer klassikeren choucroute som æskemåltid.
Moderne levevis, hvor folk konstant er på farten og forventer fleksibilitet og praktiske løsninger, har skabt et helt nyt forbrugermønster. Mange kunder lægger nu vægt på, at deres måltider kan både tilberedes og fortæres uden de store armbevægelser, og de forventer, at producenten har gjort hele processen så let som mulig for dem, skriver det danske emballagefirma Færch Plast.
De skal levere plastbakkerne, når den franske fødevareproducent Stoeffler lancerer færdigretten ”Choucroute” – eller sauerkraut – som æske-måltid, da det vil være et friskt pust i et marked præget af enslydende opskrifter.
”De fleste af færdigretterne indeholder pasta, og forbrugerne venter nu på at der kommer et bredt udbud af hverdagsretter i de her afdelinger. Derfor har vi besluttet os for at lancere vores bestseller i en æske for at skabe mangfoldighed inden for området og for at tilfredsstille vores kunders behov for praktiske løsninger”, fortæller produktchef Isabelle Angot til Færch Plast.
”Choucroute”-æskens indhold er lavet ligesom traditionel sauerkraut med kål, pølse, bacon og kartofler, men i små stykker, så kunden ikke har brug for en kniv for at spise indholdet. Det er derefter pakket i en plastbakke, som har fået en papæske omkring sig. Og som en ekstra bonus er der en gaffel inkluderet i pakken, så måltidet er lige til at gå til.