Høegh åbnede nordisk stand på finsk
16. feb 2011 kl. 15:54
af
Fødevareministeren åbnede den fællesnordiske stand på Biofach-messen med ros – og bød også velkommen på finsk.
Der var ros og forventninger i luften i Nürnberg i dag, da fødevareminister Henrik Høegh (V) officielt indviede den fællesnordiske stand på verdens største økologiske messe, Biofach 2011.
Landbrug & Fødevarer er sammen med Økologisk Landsforening og Sverige og Finland sammen om at præsentere det nye nordiske køkken, som senest på Bocuse d’or i Frankrig høstede stor succes med kåringen af danske Rasmus Koefoed til verdens bedste kok samt sølv og bronze til Sverige og Norge, hvilket fødevareminister Henrik Hø-egh ikke undlod at pointere, da han klippede snoren. Han tilføjede desuden en del rosende ord om det nordiske køkken
- Vi har bær, vi har urter, vi har fisk, og vi har vildt ved siden af vores økologiske landbrugsprodukter. Det økologiske køkken oplever en popularitet, som vi skal forstå at udnytte, og jeg er glad for at være her på standen i dag og se vores økologiske produkter sammen med nogle fortræffelige kokke, sagde Henrik Høegh.
Finnerne blev ikke forbigået
Den nordiske stand på Biofach har et showkøkken og et loungeområde med tilberedning af bespisning med udgangspunkt i det nordiske køkken. Køkken-spiseområdet vil fungere som fællesnævner for de økologiske virksomheder og samtidig synliggøre, at det nye nordiske køkken ikke er elitært, men kan tilberedes med produkter, som er bredt tilgængelige og økologiske.
- Jeg håber, og jeg er overbevist om, at vi i de kommende dage får en masse godt ud af det her. Før nævnte jeg Danmark, Norge og Sverige og i respekt for vores finske partner, er der nogen der har været så venlige også at gi’ mig en tekst på finsk, afrundede fødevareministeren og afsluttede sin tale med et par ord på finsk, som det desværre ikke er muligt at gengive på skrift.
Biofach har deltagelse af over 40 nordiske virksomheder, varer til og med lørdag og samler i nærheden af 50.000 besøgende fra hele verden.