Nu kan man snart blive Agrostudent
To års landbrugspraktik plus to års skoleundervisning er lig med en ny ungdomsuddannelse: Agrostudent.
De kommer næppe til at skrive historierapporter om Vietnamkrigen eller memorere græske søjler udenad, men et gymnasialt niveau i en række fag som matematisk, biologi og sprog kommer til at være på skemaet for det første hold Agrostudenter, når det efter stor sandsynlighed starter til september. Det vurderer bestyrelsesmedlem i Landbrug & Fødevarer, Sven-Aage Steenholdt.
”I samarbejde med 3F og GLSA, Gartneri-, Land- og Skovbrugets Arbejdsgivere har Landbrug & Fødevarer nu lagt rammerne for en fireårig Agrostudent-uddannelse, der kombinerer hele den faglige landbrugsuddannelse med de gymnasiale naturvidenskabelige fag. Dermed kan de unge studere videre på universitetet og med en jordbrugs- og fødevarekandidatuddannelse få job og karriere overalt i fødevareerhvervsklyngen,” siger Sven-Aage Steenholdt.
Uddannelse med bred appel
Han vurderer, at Undervisningsministeriet er lige på trapperne med den forventede snarlige godkendelse, og med den bliver der tale om en vekseluddannelse med godt to års skoleundervisning og knap to års landbrugspraktik. Uddannelsen vil blive udbudt i et tæt samarbejde mellem landbrugsskolen og det nærliggende gymnasium/HF, så de akademiske fag følges på gymnasiet og de landbrugsrelaterede på landbrugsskolen.
”Uddannelsen vil både appellere til dem, som ved, at de skal være biologer og agronomer, men også unge mennesker, der vil være landmænd, vil med denne ungdomsuddannelse blive godt rustet til deres fremtidige karriere,” siger Sven-Aage Steenholdt.
Attraktive praktikanter
Agrostudenternes første år vil foregå på skolebænken på Statens Uddannelsesstøtte, men herefter skal de i praktik, hvor de vil blive lønnet af praktikpladsen. Men at praktikanterne vil finde praktikpladser, er Sven-Aage Steenholdt slet ikke i tvivl om.
”Jeg er sikker på, at praktikanterne vil være meget attraktive for det enkelte praktiksted, fordi de både har den landbrugsfaglige viden men også en bred almen viden,” siger han.