Pølsemænd vil have nøglehul
Mangelfuld lovgivning fjerner pølsemændenes incitament for at sælge sunde hotdogs. Tre pølsemænd ruller en velsmagende protest ud på Axeltorv fredag.
Det må betragtes som lidt af et særsyn, når de to ord ’ernæringsrigtig’ og ’pølsevogn’ kan kombineres i en sætning, uden der er tale om en sarkastisk spydighed, men det er ikke desto mindre tilfældet på fredag. Her hiver Foreningen National Hotdog-dag de traditionelle retter som skaldet franskmand i sovepose, død Henning i presenning og nissearme med brød op på et helt nyt niveau, hvor du formentlig både kan sikre tilfredshed for gane og livvidde. Der er dog en dybere mening med arrangementet, som handler om andet end sunde hotdogs.
”Hvis pølsevognen skal have en fremtid, så skal vi udvikle os i takt med samfundet omkring os, og derfor vil jeg rigtigt gerne servere nogle sunde hotdogs for mine gæster. Men som loven er i dag, kan jeg ikke reklamere med mærket [Fødevarestyrelsens nøglehulsmærke red.] på mine pølser og brød, og hvordan skal jeg så fortælle mine kunder, at jeg bruger mærket? spørger pølemand og formand for Foreningen National hotdog-dag, John Michael Jensen i en pressemeddelelse.
For at få netop politikerne i dialog, har pølsemændene inviteret medlemmer fra både Københavns Borgerrepræsentation og Folketingets Fødevareudvalg, så de med egne smagsløg kan bedømme skinkesømmene. Håbet er, at de folkevalgte vil lægge øre til et par pølseparoler over foderbrættet.
”Jeg vil gerne fortælle politikerne om alle vores nye tiltag og lade dem smage, hvor godt de sunde retter faktisk smager. Og så måske vil de lægge øre til, hvordan vi har brug for også at kunne bruge den eksisterende mærkning i vores branche, så vi kan servere noget godt og sundt til vores kunder,” siger John Michael Jensen således i pressemeddelelsen.
Om det er et stunt for at tiltrække politikernes opmærksomhed eller blot et udtryk for gavehumør, at alle hotdogs er prissat til en flad tier, skal være usagt. Men det vil nok næppe svække interessen for nationalklenodiet i nye klæder.
Vil du vide mere om arrangementet og se menuen?
Se kalendernyt om arrangementet