Britiske svinebønder varsler kæmpe demo i London

(Foto: Wodicka)
Stor utilfredshed med afregningsprisen får britiske svinebønder til at varsle kæmpedemonstration foran parlamentet i London.
De britiske svinebønder knokler for at producere bacon og pølser af den allerfineste kvalitet, men det er de britiske supermarkeder og industrien, der scorer fortjenesten for det hårde arbejde, mener de britiske svinebønder. Den stærke følelse af uretfærdighed har fået en del af dem til at mobilisere en kæmpe demonstration foran parlamentet i det centrale London med varslet start den 3. marts. Det skriver det britiske nyhedsmagasin The Press.
Demonstrationen bliver kulminationen på en kampagne, som den britiske svineindustri allerede har sat i gang. Den skal minde de britiske forbrugere om, at de skal købe ”high-welfare British pork, bacon and sausages”. Mere end 270 bannere er sat op langs de britiske veje, og flere er ifølge The Press på vej.
”Mange forbrugere er allerede ret loyale, når det kommer til at vælge britisk svinekød, fordi de ved, at det er højere kvalitet. Målet med denne kampagne er at overbevise forbrugerne om, at de skal gøre en ekstra indsats for at vælge britisk frem for anonymt, billigere importeret svinekød,” siger svineproducent Richard Lister til The Press.
Sidste gang, landbruget i England kørte på barrikaderne, var i 2006. Her mødte 750 bønder op i det centrale London.
Læs hele historien om svinebøndernes kampagne