Fødevarestyrelsen bag kampagne mod Roskildesyge

21. feb 2011 kl. 09:52 af Christian Erin-Madsen

Siden 2008 er antallet af gæster, der har fået Roskildesyge i kantiner og på restauranter knap fordoblet. Baggrunden er, at flere og flere køkkenmedarbejdere vender tilbage på arbejde inden virussen er ude af kroppen. Det vil Fødevarestyrelsen ændre på.

Opkast, diarré og mavekramper er tydelige symptomer på Roskildesyge. Men det øjeblik det ophører, smitter man stadig i op til 48 timer, og det er der flere og flere køkkenmedarbejdere, der glemmer. De møder typisk dagen efter, de igen er på højkant, men hverken plastichandsker eller håndsprit er nok til at forhindre, at sygen smitter gæster i kantiner og på restauranter.
Siden 2008 er antallet af udbrud blandt køkkenmedarbejdere og gæster, der har fået Roskildesyge, steget, således at der sidste år blev registreret 18 udbrud, som resulterede i, at 640 gæster blev syge. I hvert tilfælde havde køkkenmedarbejderne enten selv været syge eller var mødt på arbejde efter at have plejet deres syge børn.

Kompromis med sikkerhed
Af den grund gennemfører Fødevarestyrelsen over de kommende måneder en informationskampagne samt omfattende kontrol i cafeer, restauranter, kantiner og i smørrebrødsbutikker.
”I opklaringen af de seneste års mange udbrud har vi mødt køkkenmedarbejdere, som ligefrem var stolte over, at de kunne gå på arbejde med kvalme og maveonde, i andre tilfælde har køkkenet på grund af travlhed valgt at gå på kompromis med fødevaresikkerheden og ladet syge køkkenmedarbejdere arbejde alligevel,” siger Fødevarestyrelsens udbrudskoordinator, Morten Lisby i en pressemeddelelse.
De råd, som Fødevarestyrelsen primært lægger vægt på, er, at smittede skal blive hjemme i mindst to dage, efter de har haft Roskildesyge, og at det er meget vigtigt at vaske hænder hyppigt og altid inden, man laver mad, samt efter at have været på toilettet.

Bliv klogere på Roskildesyge her. 

Fakta

Udbrud med Roskildesyge fra 2008-2010:
De seneste tre år er både antal udbrud og antal syge i disse sygdomsudbrud med Roskildesyge steget.
Dette er de registrerede udbrud og følgevirkningerne af sygdom:

2008 12 udbrud med 330 syge
2009 13 udbrud med 730 syge
2010 18 udbrud med 640 syge.

Seneste nyt