LandTV: Den lille forskningsgris

På Göttingen universitet har man udviklet en minigris, som egner sig særlig godt til forskning, mange af dem vokser op på en vestsjællandsk gård.

 

Grise ligner mennesket så meget, at de kan være med til at afsløre årsagerne til alvorlige sygdomme som Alzheimers og psoriasis. Forskere i lægemiddelverdenen har derfor i de seneste årtier i stigende grad brugt grise i deres undersøgelser.

Almindelige slagtesvin vokser sig i nogle tilfælde alt for hurtigt store, og på et tysk universitet har man derfor udviklet en lille gris, Göttingen Minipig, som er særligt velegnet til forskning.

Minigrisen bruges i dag af forskere over hele verden, og størstedelen af avlen finder sted på en gård i Vestsjælland.

LandTV har besøgt Ellegaard Göttingen Minipigs og fået et unikt indblik i produktionen af den lille forskningsgris. I landets mest beskyttede svineproduktion lever minigrisene et ganske andet liv end slagtesvin.