Amerikanske svineproducenter vil inspirere

08. mar 2011 kl. 15:29 af Felix B. Stark

De amerikanske svineproducenter vil øge det amerikanske forbrug af svinekød ved at ændre slogan. Nu skal svinekød appellere til folks fantasi.

The National Pork Board i USA har besluttet at ændre på sit slogan. Igennem de sidste 25 år har producenterne branded sig under budskabet ”Pork: The Other White Meat”, men det skal være slut nu. Det nye slogan bliver: ”Pork: Be Inspired”, oplyser den danske statskonsulent i USA, Steen Steensen.
”Det nye slogan retter sig mod de forbrugere, der allerede køber svinekød, og man vil forsøge at appellere til deres fantasi ved anvendelse og tilberedning af svinekødsretter, når de skal foretage et indkøbsvalg. Håbet er, at det kan skabe en stigning i salget af svinekød på 10 procent inden 2014, eftersom forbruget af svinekød er steget mindre, end forbruget af oksekød og fjerkræ,” siger Steen Steensen.
Med det gamle budskab ville man ifølge statskonsulenten ændre folks opfattelse af svinekød som fedt kød, ved at oplyse om sundhed, proteinindhold og indhold af kalorier og samtidig give befolkningen en anden mulighed for at spise hvidt kød i stedet for kylling til måltiderne.
The National Pork Board vil bruge mere end 11 millioner dollar på den nye kampagne i løbet af marts og april, hvor de vil inddrage både nationale reklamespots, sociale medier og markedsføring af nye og spændende opskrifter.

Seneste nyt