Kvinder er utilfredse med mænds fysik

(Foto: colourbox.com)
14. mar 2011 kl. 15:56 af Jonas Pröschold

Danske kvinder mener, at deres kærester skal tabe sig og dyrke mere motion, viser en ny undersøgelse fra FDB.

”Ser jeg tyk ud i den her?” er et spørgsmål, som kvinder oftest forventes at stille. Men måske skulle flere mænd overveje at spørge deres kæreste om det samme. Hvis de altså kan leve med svaret. En ny undersøgelse fra FDB-analyse viser nemlig, at danske kvinder ikke ligefrem er begejstrede for deres bedre halvdels sundhedstilstand. Af undersøgelsen fremgår det, at 41 pct. af kvinderne mener, at deres partner burde tabe sig. Og 47 pct. mener ikke, at deres partner får nok motion. Psykolog og parterapeut Jacob Mosgaard mener, at tallene er udtryk for, at samfundet er blevet ”vægtfokuseret”

”Tallene viser ikke kun, at kvinderne er vægtfokuserede. De viser også, at der er et overvægtsproblem i samfundet. Og de problemer, der er i samfundet, har ofte stor indflydelse på den måde, vi ser hinanden – også i parforholdet,” siger Jacob Mosgaard.

Han oplever tit, at de par, der opsøger ham, er meget interesserede i at ændre på hinanden.

”De bruger ræsonnementer, som ”hvis bare min mand ville være mere aktiv, så ville jeg blive gladere for ham.” Og det med at den ene er optaget af, at den anden skal tabe sig, det er klassisk,” siger psykologen.

Kritik skaber splid og mistro
Ifølge Jacob Mosgaard skal kvinder, der drømmer om en slankere mand, overveje, om det ikke i virkeligheden er dem selv, der har et problem.

”Man kommer tit til at sidde fast, hvis man tænker, at løsningen ligger hos den anden. Ofte bunder ønsket om, at partneren skal tabe sig, i en større utilfredshed. Hvis man har et meget velfungerende partnerskab med et godt kammeratskab, kærligheds- og sexliv, så er trangen til at ændre på hinanden mindre, og hvis man har det, er det også lettere at tage imod kritik,” fortæller Jacob Mosgaard.

Han understreger, at en udtrykt kritik af partnerens vægt kan skabe splid og mistro mellem parterne. Og hvis ønsket om et vægttab hos partneren er så stærkt, at det ikke kan undertrykkes, skal man have et godt argument klar.

”Det er lettere at tage imod en kritik af ens vægt, hvis man ved, hvorfor den kommer. Derfor skal man give en god begrundelse, hvis man finder partnerens overvægt problematisk. Ellers kan man ende med, at kæresten tror, det er fordi, man ikke er tiltrukket af dem længere. Og det hjælper nok næppe på kommunikationen i forholdet, partnerens selvværd eller overvægten for den sags skyld,” pointerer psykologen.

Seneste nyt