Fra 500 minus til 200 plus

22. mar 2011 kl. 20:10 af Felix B. Stark

De økologiske mælkeproducenter ser ud til at gå fra et gennemsnitligt driftsresultatet på minus 500.000 kr. i 2009 til et plus på 200.000 kr. i 2010.

Der var ikke mange lyspunkter at finde i regnskaberne hos de økologiske mælkeproducenter i 2009. Lave afregningspriser og stor gæld gav et gennemsnitligt underskud på en halv million kr. Særligt de store mælkeproducenter blev ramt af den lave afregningspris, og de har været hurtigt ude med regnskaberne i år. Formentlig for at vise, at skuden er vendt.
”Vi kan se, at der er stor overvægt af de store mælkeproducenter, der havde et utilfredsstillende regnskab sidste år, der har fået udarbejdet et tidligt regnskab i år, og det er disse regnskaber, vi på nuværende tidspunkt kan analysere på. Det betyder, at vi ikke kan sige, hvilket niveau årets resultat vil ende på. Men vi kan se, at det bliver meget bedre end sidste år, siger økonomikonsulent på Videnscenter for Landbrug, William S. Andersen


Minus en million
De foreløbige tal viser, at de 61 økologiske bedrifter, analysen er baseret på, i gennemsnit lavede et underskud på 971.000 kr. i 2009, mens de i år laver et nulresultat.
”Det er altså en fremgang på knap en million kr., og det er en meget stor fremgang. Når vi ser på hele gruppen af økologiske bedrifter, kan vi ikke forvente en lige så stor fremgang. Men man kan forvente at underskuddet, der altså i gennemsnit var på en halv million kr. i 2009, forbedres til et niveau over 200.000 kr. i overskud som gennemsnit for 2010,” siger William S. Andersen.
I løbet at de næste tre uger kommer den store mængde af regnskaberne ind, og Uffe Bie, formand for Landbrug & Fødevarer, Økologisektionen er meget spændt på, hvad forklaringen på den store fremgang er.
”Der er selvfølgelig kommet en højere mælkepris og et lavere renteniveau, og så er der nok også blevet strammet kraftigt op på budgetterne rundt omkring på bedrifterne, siger Uffe Bie.


Det bliver bedre endnu
Forventningerne til mælkeprisen i 2011 er afmålt positive. Uffe Bie forventer, at priserne vil stige en kende, og det betyder, at en større del af de økologiske bedrifter formentlig vil få en acceptabel ejeraflønning og forrentning af egenkapital i 2011.
”Det er desværre kun lykkedes for en lille andel af bedrifterne i 2010, men vi tror på, det bliver bedre i 2011, og det håber vi selvfølgelig også på, vil smitte af på pengeinstitutternes finansieringsvillighed, siger Uffe Bie.
William S. Andersen oplyser, at de nuværende driftsresultater tyder på et driftsresultat, der ligger 200.000 kr. bedre end de konventionelles. Det vil i så fald være omtrent 50.000 kroner mere end den sædvanlige merindtjening for økologer.

Seneste nyt