BNP falder i fjerde kvartal

I forhold til vores samhandelslande eksporterer vi for få varer, vurderer cheføkonom
(Foto: Colourbox)
De reviderede tal for Nationalregnskabet tyder på, at Danmark er ved at komme sig oven på krisen, vurderer landbrug & Fødevarers cheføkonom. Men dansk vækst og vareeksport er stadig for lav.
Danmarks Statistik har netop offentliggjort reviderede tal for Nationalregnskabet, som viser et fald i bruttonationalproduktet, BNP, med 0,4 pct. fra tredje til fjerde kvartal 2010, når der korrigeres for priser og sæsonudsving. For 2010 som helhed steg BNP dog med 2,1 pct., og det private forbrug med 2,2 pct. Cheføkonom i Landbrug & Fødevarer, Leif Nielsen, peger i den forbindelse på, at det private forbrug steg med 0,8 pct. fra tredje til fjerde kvartal, og det bør man glæde sig over.
”Trods tilbagegang i BNP i fjerde kvartal er især stigningen i privatforbruget et positivt tegn på, at dansk økonomi måske er ved at komme sig oven på krisen.” siger Leif Nielsen
Selvom Nationalregnskabet for hele 2010 viser en stigende eksport på 3,6 pct. og en importstigning på 2,9 pct., giver det ikke anledning til jubelscener. Eksporten i fjerde kvartal steg kun med beskedne 0,7 pct.
”Udviklingen dækker over et fald i vareeksporten, mens eksporten af tjenester voksede. Og det er ikke en gunstig udvikling, når man sammenligner med andre lande, og det er særligt bekymrende i en situation, hvor vores samhandelspartnere oplever stigende vækst.” siger Leif Nielsen.
Offentlige udgifter under kontrol
Tager man højde for priser og sæsonudsving, faldt det offentlige forbrug i fjerde kvartal med 0,3 pct., mens det for hele åreti steg med 1,0 pct. Et aktuelt fald bør være en fordel for det danske fødevareerhverv, vurderer cheføkonomen.
”For et internationalt fødevareerhverv er det positivt at se en opbremsning af det historiske udgiftsskred i det offentlige forbrug. Danmark er en lille og meget rentefølsom økonomi med egen valuta. Høj troværdighed omkring de offentlige finanser og fastkurspolitikken er betingelsen for, at det i Danmark fortsat vil være attraktivt at investere – både for nationale og internationale investorer.” siger Leif Nielsen