Landbrug & Fødevarer skal have ny formand

Michael Brockenhuus-Schack ønsker at forlade posten som formand for erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer grundet sygdom.

 

På et ekstraordinært bestyrelsesmøde i Middelfart meddelte Michael Brockenhuus-Schack, at han trækker sig som formand for Landbrug og Fødevarer. Han har i et par måneder været sygemeldt med en kræftsygdom, og skønt der er udsigt til en fuldstændig raskmelding, er det efter råd fra lægerne, at Brockenhuus-Schack nu forlader formandsposten.

- Efter lange og svære overvejelser har jeg besluttet, at jeg ikke fremadrettet kan påtage mig det store ansvar, der følger med mine formandsposter i Landbrug & Fødevarer. Det er en smertelig erkendelse, og jeg har det naturligvis meget dårligt med at måtte forlade formandsposten i en meget vanskelig periode for vores erhverv. I den givne situation ser jeg det dog som den eneste mulighed og samtidig den bedste løsning for erhvervet, da der på nuværende tidspunkt kræves en formand, som kører på fuld kraft i forhold til de mange vigtige opgaver, som skal løses, siger Michael Brockenhuus-Schack.
Det blev på bestyrelsesmødet besluttet at indkalde til et ekstraordinært delegeretmøde i slutningen af maj med det formål at vælge ny formand til primærbestyrelsen. Siden skal fællesbestyrelsen, bestående af primær- og virksomhedsbestyrelsen, vælge Landbrug & Fødevarers formand.

Niels Jørgen Pedersen fortsætter indtil delegeretmødet på posten som fungerende formand, en post han har varetaget, siden Michael Brockenhuus-Schack blev sygemeldt.