Arla topper imageundersøgelse

08. apr 2011

Det danske-svenske mejeriselskab tager førstepladsen i samtlige kategorier i Levnedsmiddelbladets årlige undersøgelse af danske fødevarevirksomheders omdømme.

Bedste image, bedst til produktudvikling, mest miljøbevidst osv.

Arla Foods skiller sig klart ud i Levnedsmiddelbladets årlige imageundersøgelse, hvor ledere fra 100 danske fødevarevirksomheder og deres kunder i catering-, grossist og detailhandlen bliver bedt om at vurdere hinandens omdømme inden for syv kategorier. Knap 600 personer har deltaget i undersøgelsen, hvor det dansk-svenske mejeriselskab løber med førstepladsen i samtlige klasser.

Hos Arla Foods er man selvsagt meget tilfreds med branchens skulderklap.

”Det gør mig utrolig stolt at se, at Arla anerkendes af kollegaerne i fødevarebranchen,” udtaler selskabets adm. direktør Peder Tuborgh til Levnedsmiddelbladet. ”Det er hårdt arbejde hver dag at sikre god ledelse, god kvalitet, god forretningsetik og alle andre parametre i undersøgelsen. Så det betyder naturligvis meget for os, at det også kan ses udefra – især af vores kunder.”

Thise på andenpladsen
Det syv kategorier i undersøgelsen er: Image, produktudvikling, kvalitet, ledelse, miljøbevidsthed, troværdig kommunikation og forretningsetik.

Blandt de andre virksomheder, som scorer højt i undersøgelse, kan nævnes Thise Mejeri, der tildeles 2. og 3. pladser i stort set samtlige kategorier. Derudover markerer Aarstiderne, Danisco, Danish Crown, Lantmännen Unibake, Carlsberg, Friland, Tulip og Naturmælk sig i imagetoppen.

Læs mere om undersøgelsen på Levnedsmiddelbladet hjemmeside, hvor det nye blad kan hentes som pdf.

Seneste nyt