Danskerne køber mere ind til påsken i år end tidligere
Vi køber i stigende grad ind til påsken. Ifølge Coop og Dansk Supermarked tegner årets påskesalg til at stige med mere, end det har gjort de foregående år.
Påskelam, påskeøl og påskeæg. De senere år har danskerne købt flere og flere varer, når påsken nærmer sig, og den udvikling fortsætter ikke bare i år, den bliver endnu mere udtalt, hvis man skal tro detailvirksomheden Coop.
”Vi har mærket en endnu større interesse for påsken i år sammenlignet med tidligere år. Jeg vil tro, at salget er steget med omtrent 20 procent for os sammenlignet med sidste år, og det skal altså tages i forhold til, at vi har øget salget med cirka ti procent hvert år de seneste år,” siger Jens Juul Nielsen, informationsdirektør hos detailvirksomheden Coop, der blandt andet omfatter Kvickly, SuperBrugsen og Fakta.
Også hos Dansk Supermarked, med blandt andre føtex, Bilka og Netto under sig, oplever man en rivende udvikling.
”De senere år har der været fremgang år for år, og vi satser på, at Påsken i 2011 bliver bedre end for 2010,” siger Finn Lund Andersen, HR og Kommunikationsdirektør hos Dansk Supermarked.
Samler sig om maden
Ifølge cheføkonom hos Landbrug & Fødevarer, Leif Nielsen, er påsken en mulighed for at få et pusterum i arbejdslivet, og her er danskerne gode til at samle sig om madbordet.
"Samlingen af fridage som er knyttet til helligdage i påsken giver grundlag for rigtig mange familiekomsammener, og hvis noget er dansk, så er det, at vi sjældent mødes, uden at der er mad på bordet. Det er ikke udespisning, der boomer i påsken. Det er hjemmespisning. Og når det skal være rigtig super, køber man ekstra gode kvalitetsvarer, og så stiger salget. Den tendens vil sikkert fortsætte," siger han.
Hos Coop har man ligefrem solgt hen ved 25 procent flere påskeøl end i den tilsvarende periode sidste år. Derfor kunne de den 8. april melde alt udsolgt.
”Årets overraskelse er Kylle Kylle fra Tuborg, som vi har solgt ca. 300.000 flere flasker af. Men også mange specialøl og øl fra mikrobryggerier er gået bedre i år,” siger kategorigruppechef hos Coop, Kenn Thomsen.