Salg af oksekød rammer årets højeste onsdag før påske

(Foto: ThinkFoto.dk)
Danish Crown sælger mest oksekød onsdag op til påske. Det gode vejr, at påsken falder sent, og at folk begynder grillsæsonen tidligt tyder på at i år overgår tidligere påskeonsdage.
Man kunne tro at salget af oksekød var størst op til nytår, men sådan er det ikke: Onsdag før påske er suverænt den dag i løbet af året, hvor Danish Crown Beef sælger mest oksekød.
Lægger man hertil årets fine solskinsvejr, at påsken falder sent og at danskerne har fået en tendens til at påbegynde grillsæsonen tidligere og tidligere, ja, så tegner sig i år – ifølge Danish Crown - billedet af, at salget denne onsdag bliver endnu højere end vanligt. Således har de eksempelvis arbejdet i døgndrift på deres fabrik i Sdr. Felding syd for Herning for at følge med efterspørgslen.
”Vi har op til påske i år slået Danish Crown Beefs rekord i salget af detailpakket oksekød ud til butikkerne,” siger salgschef hos Danish Crown, Steffen Skov og supplerer:
”Vi kan tydeligt mærke, at danskerne køber ekstra godt ind til påske, og den fantastiske vejrudsigt har sat turbo på salget af kød til grillen.”
Det er i høj grad de dyrere udskæringer som bøffer, stege, steaks, marinerede flankesteaks og medaljoner, der sælger. Dertil er der i ugen op til påske blevet slagtet 1.600 kalve mod normalt 1.000 for at efterkomme forbrugernes ønsker om kalvekød.
Oksekød er øverst i hierarkiet
Grethe Andersen, chefkonsulent hos Landbrug & Fødevarer, er ikke overrasket over tallene. Hun ser det som en del af en naturlig udvikling.
”Påsken er blevet en tid, hvor vi i stigende grad samler os. Vi får gæster og holder fest. Oksekød, herunder særligt de dyre udskæringer, som der er tale om her, indgår jo ofte i middagsmad, og der er kommet en tendens til, at man mange steder inviterer til middag i stedet for den klassiske påskefrokost med sild, snaps og typisk kold mad. Dertil kommer, at når påsken falder så sent som i år, går der også grill i den, og så vil folk gerne have en bøf på grillen.”
Hun fremhæver, at lammet traditionelt set har spillet rollen som påskens hofret, men sådan er det altså i realiteten ikke længere.
”De fleste tænker, at man skal have lam i påsken. Lammet har ifølge almindelig tradition spillet en central rolle i denne højtid, men gennemslagskraften har ikke været så stor. Det er trods alt stadig de få, der vælger det. Det, der afholder nogle fra at købe det, er jo, at der ofte er nogen i deres omgangskreds, der af en eller anden grund ikke bryder sig om lam. Det er typisk kun en fordom, som bliver pillet fra hinanden, når folk får smagt på lammet, men hertil må jo siges, at det røde oksekød bliver betragtet som det fineste fine hos folk. Hierarkisk ligger det øverst. Det er der slet ingen tvivl om,” siger Grethe Andersen.