Vi griller, som vi gjorde sidste år

06. maj 2011 kl. 12:36 af Christian Erin-Madsen

Grillsæsonen er over os og ifølge en kok er det bemærkelsesværdige nye, at der ikke er noget nyt. Vi går hvert år til grillen, som vi gjorde sidste år. Alligevel bryder Tulip Food Company lidt ved denne tendens og lancerer et nyt produkt: grillbacon.

Mænd i en rundkreds med en øl i hånden, adskillige hvordan-går-det-samtaler i luften og et dækket bord i baggrunden betyder som oftest, at grillsæsonen er over os. Med en kultur, der i den grad tiltrækker danskerne, kunne man derfor fristes til at spørge: Hvad kommer til at præge årets grillsæson sammenlignet med tidligere år? Svaret er - ifølge kokken Thomas Castberg – helt simpelt og bundkonservativt.

”Det er sjovt. Jeg har faktisk netop snakket med nogle køkkenchefer om det, og det interessante er, at folk ikke laver om på det. Det er de samme ting, der går igen hvert år. Det handler om koteletter, bøffer og pølser. Hvert år er der så nogen, der tager skridtet fra at være havegrillere til at blive Weber-brugere, så de blandt andet kan lave stege, men den udvikling er også den samme hvert år. Mængden er stor og konstant. Den bevæger sig ikke,” siger Thomas Castberg og pointerer, at det derfor netop er grillspyd, koteletter, bøffer, pølser og kylling, der hele tiden går igen.

Marineret bacon til grillen
Der er dog enkelte ændringer. Hos Tulip Food Company er de ikke overraskende velforberedte på grillsæsonen og lancerer derfor et nyt produkt.

”Vi lancerer grillbacon i år. Det startede vi egentlig allerede med i Tyskland for to år siden og lancerer det nu i Danmark og Sverige. Det er et helt andet produkt, der er skåret i meget tykkere skiver, og så er det marineret. Vi tilbyder to typer. Dels traditionel bacon, som vi har døbt Streaky bacon, hvor fedtet er blandet ind sammen med kødet. Dels back bacon, der stammer fra ryggen på grisen, hvor man har et stykke kød med fedtkant i toppen, og hvor der derfor også en mindre fedt i,” siger Rune Jungberg Pedersen, Kommunikationschef hos Tulip Food Company.

Vi har på voresmad.dk samlet 10 gode råd til kød på grillen, som du kan læse om her 

Her kan du læse mere om Tulip Food Companys nye grill bacon

Seneste nyt