Nye mejetærskerdæk skåner jorden
Michelin hævder, at deres nyudviklede dæk til mejetærskere mindsker jordskaderne fra de tunge maskiner. Og at de kan holde grebet på en 24 procents hældning.
En spritny New Holland CR9090 mejetærsker vejer, uden skærebord og halmsnitter (den brede klipper foran og den del, der skærer halmen i stykker bagtil) lige knap 17 tons. Dertil kommer vægten af den afgrøde, der havner i tanken, hvilket kan forøge vægten med op mod ti tons. Tilbage står man med en maskine, der kan komme til at veje omtrent 30 tons, og som helst skal kunne bevæge sig rundt på marker, der ikke altid er knastørre. Helst uden at maskinen efterlader sig spor.
”Nutidens landbrugsmaskiner dækker seks gange så stort et areal pr. time sammenlignet med 1965. For at øge produktiviteten skal jordbrugerne benytte sig af stærkere, tungere og bredere mejetærskere, og det stiller fabrikanterne over for nye krav, hvad angår jordpakning, lastekapacitet og køretøjsforskrifter,” siger Nurgül Atayer, markedschef for landbrugsdæk hos Michelin Nordic.
Under 2 bar
Det nye dæk kan ifølge Michelin køre med et lufttryk på under 2 bar, hvilket er med til at give dækket en større kontaktflade end traditionelle dæk, og det skulle altså ifølge producenten mindske de skader, en tung maskine ellers kan give på jorden og øger samtidig dækket evne til at holde grebet på hældninger. Skråninger med helt op til 24 pct. hældning hævder Michelin.
”Kort sagt så har dækket større kontaktflade, forbedret trækkraft og mindre jordpakning på trods af, at det er smallere end traditionelle dæk,” siger Nurgül Atayer.