Bagermester: Spis hveder med fuldkorn
Varme hveder med en tredjedel fuldkornsmel vil give et produkt, der mætter bedre, og som ikke smager stort anderledes end de klassiske hveder, mener bagermester Steen Mortensen.
Den klassiske opskrift på varme hveder er baseret på hvidt fin-siet hvedemel. Men hvad hvis man i stedet tilsatte fuldkorn?
Steen Mortensen, indehaver af Steens Bageri i Nykøbing Falster, mener, at hveder med fuldkorn vil være et glimrende alternativ til de klassiske varme hveder. Han benytter allerede fuldkornsmel fra den nærliggende producent Majbøllegård i sine produkter og har taget en klassisk opskrift på hveder og blot tilsat opskriften fuldkornsmel i stedet. Han anbefaler, at man udelukkende benytter fuldkornsmel, men en anden mulighed er, at nøjes med at benytte en tredjedel fuldkornsmel i hvederne og dertil almindeligt hvedemel i resten af opblandingen.
”Så ville det være meget lig og meget i nærheden af en almindelig hvede. Man vil stadig kunne fornemme det nøddeagtige og have fornemmelsen af grovere bolle, der er tættere i krummen, men det ville kunne lanceres på samme måde som almindelige hveder. Folk ville ikke opdage forskellen, før de bider i den,” siger Steen Mortensen.
Mange gode grunde til fuldkorn
Han ser talrige gode grunde til at benytte fuldkorn – også i hveder. Ikke mindst fordi det er noget, forbrugerne tager mere og mere til sig i andre sammenhænge.
”Fuldkorn er den vej, vi skal. Det kan vi se på vores brødsalg, hvor ti procent i dag er nye brødtyper, der overholder fuldkornsdeklarationerne. Det kunne jeg jo ikke for fem år siden. Man får simpelthen større mæthed, fordi det tager længere tid at fordøje. Det gør, at vi spiser mindre, og dermed opnår det sunde,” siger Steen Mortensen.
Eksperimenter er gode
Ernæringsekspert og chefkonsulent Grethe Andersen fra Landbrug & Fødevarer ser heller ikke nogen god grund til, hvorfor ikke også hveder skal indeholde fuldkorn.
"Hveder er jo ikke et felt, hvor der har været det store behov for at eksperimentere med opskrifterne. Nok mest fordi folk gerne vil have den klassiske hvedesmag på denne dag. Det er de vokset op med, og det er jo kun én dag om året, det handler om. Men der er ingen grund til, at man ikke også skulle kunne tilføje fuldkorn til denne opskrift,” siger Grethe Andersen.
Man kan endnu ikke købe hveder med fuldkorn hos Steens Bageri, men han har planer om at forsøge sig med fuldkornshveder fra næste år og på voresmad.dk kan man finde hans opskrift på hveder med fuldkorn.
Find opskriften, der ligger på voresmad.dk, på de varme hveder med fuldkorn ved at klikke her.