Klimaeffekten af biobrændstof og elbiler er den samme

(Foto: Colourbox)
18. maj 2011 kl. 15:24 af Felix B. Stark

Der er frem mod 2035 stort set ikke nogen forskel på, hvor stor en CO2 besparelse, man får ud af et skift til elbiler eller biobrændstoffer, konkluderer en analyse fra EA Energianalyse. Men biobrændstofferne koster mindre og giver flere penge i kassen, vurderer Landbrug & Fødevarer.

Den danske transportsektor udleder i dag mindre CO2, end den gjorde i 2007, viser en ny rapport fra EA Energianalyse. Den udvikling skulle gerne fortsætte de næste mange år fremover, og det kan ifølge analysen sikres ved, at vi køber mere effektive biler og ved at skifte fra fossilt brændstof, som diesel og benzin, til vedvarende energi i form af biobrændstoffer eller strøm produceret af vedvarende energi til brug i elbiler.
Hvilken af løsningerne man vælger, er, set fra et klimasysnpunkt, stort set ligegyldigt på kort og mellemlang sigt, viser analysen fra EA Energianalyse.
”For biobrændstofferne er beregningen baseret på EUs officielle livscyklusudledninger for biobrændstoffer og forudsat, at der kommer et gennembrud for 2. generationsbrændstoffer, mens vi for elproduktionens vedkommende har regnet med en voksende produktion baseret på vindenergi og biobrændsler som træflis og piller på bekostning af kul og naturgas. Konklusionen er, at de to metoder vil give stort set samme formindskelse af CO2-udledningen totalt set, siger analysens hovedforfatter Hans Henrik Lindboe, som samtidig understreger vigtigheden af, at forbrugerne vælger biler, der kører længere på literen.

Elbiler koster 10 milliarder
Den konklusion vækker glæde i Landbrug & Fødevarer, hvor direktør Claus Søgaard Richter konkluderer, at det bør give biobrændstofferne en fordel i den politiske prioritering.
”Finansministereiet har lavet en beregning, som viser, at staten vil miste 10 milliarder i bilafgifter, hvis elbiler får det nedslag i registreringsafgiften, man har regnet med. Med biobrændstoffer derimod kan man hente en stor del af meromkostningen fra EU, så man allerhøjst kommer til at tabe 300 millioner kr. på øget grænsehandel,” siger direktøren.
Han påpeger desuden, at en ambitiøs dansk satsning på 2. generations biobrændstoffer vil kunne skabe 3300 permanente danske arbejdspladser og en stor eksport.
”Alene det europæisk marked vil i 2020 udgøre mellem 195 og 230 milliarder kr., og hvis Danmark formår at blive det europæiske centrum for 2. generations biobrændstoffer, vil det give store afkast indenfor teknologieksport, enzymprodukter og knowhow,” siger Claus Søgaard Richter.

Se hele EAs rapport ”Scenarier for transportsektorens energiforbrug i Danmark

Seneste nyt