Polakker svælger i ukontrolleret kød og æg

(Foto: Colourbox)
Polakkerne køber stadig store mængder kød og æg på det ukontrollerede grå marked, som der er en lang tradition for i landet.
De små og mellemstore slagterier i Polen har det ikke nemt. For selv om de fleste byboere i Polen efterhånden køber det meste af deres kød gennem supermarkeder, charcuteributikker og andre kontrollerede indkøbssteder, er der stadig et kæmpe marked for ”stalddørssalg” fra hjemmeslagterier, der hverken betaler skat eller afgifter og som ikke er kontrolleret hverken sanitært eller veterinært, lyder det fra den danske statskonsulent i Polen Flemming Duus Mathiesen.
”Den sidste udmelding, der har verseret i pressen, tyder på, at kød fra det grå marked har en stor markedsandel. Det skyldes, at der er en lang tradition for den slags stalddørssalg i Polen, og derfor er det ikke let at komme til livs, og det er selvfølgelig uholdbart for de lovlige små og mellemstore slagterier, der primært sælger deres varer på det polske hjemmemarked,” siger Flemming Duus Mathiesen.
60 procent æg
Heller ikke de registrede ægproducenter har det nemt på det polske marked. Her har der været presseforlydender om, at helt op til 60 pct. af ægforbruget stammer fra et illegalt og ukontrolleret marked.
”Når man sammenholder det med tal, der viser, at der er høj salmonella forekomst i de polskproducerede æg, må man konkludere, at der er visse brister i fødevaresikkerheden for de polske forbrugere,” siger Flemming Duus Mathiesen.
Han understreger, at kontrolinstanserne for de polske eksportvirksomheder fungerer, som de skal.
”Det er ikke en situation, der har direkte indflydelse på de varer, der sendes ud af Polen. Men det siger noget om, at der stadig er en meget skarp opdeling af fødevareerhvervet i Polen. Det moderne og effektive, der i stigende grad eksporterer varer ud af landet, og det gammeldags, der ikke har rykket sig særlig meget i de syv år, Polen har været medlem af EU, siger Flemming Duus Mathiesen.