Højtryk gennem foden

Arbejdsstillingerne ved højttryksspuling belaster kroppen. Arbejdsstillingerne ved højttryksspuling belaster kroppen. (Foto: Jens Tønnesen)
24. maj 2011 kl. 09:19 af Felix B. Stark

En læderet fod og et mistet øje hører til blandt de sjældnere skader forårsaget af højtryksspulere. Kogt fod er også en mulighed ligesom nedsat hørelse og hudsygdomme.

Arbejdstilsynet modtager årligt mere end 200 anmeldelser af arbejdsskader inden for landbruget. Top fire er nedsat hørelse, skader på knogler, muskler og sener, hudsygdomme og luftvejssygdomme, som alle kan komme af manuel højtryksrensning.
”Der er ikke tal på, hvor mange af skaderne der direkte kommer af højtryksspulerne. Det skyldes især, at de fleste af dem er skader, der har udviklet sig gradsvist og f.eks. sker ved, at arbejdsstillingerne belaster kroppen, huden påvirkes af kulde, stød og fald, øjne og luftveje er udsat for småpartikler, der hvirvles op, og ørerne tager skade af den voldsomme støj,” siger Arbejdsmiljøkonsulent Karin Strudsholm, Videncentret for Landbrug (VFL).
Men selv om der altså ikke er tal på, hvor mange af skaderne der decideret skyldes højtryksspulerne, har man alligevel en ide om, at påvirkningen fra dem bør mindskes, og derfor har VFL udarbejdet en pjece om, hvordan skader kan undgås.
”Selv om vaskerobotter i stigende grad overtager vaskearbejdet i staldene er der ikke umiddelbart udsigt til, at manuel højtryksrensning vil blive automatiseret væk. Derfor er det vigtigt at sætte fokus på maskineriet, der også giver anledning til direkte skader. F.eks. har vi set et eksempel på en, som mistede et øje, fordi han tabte håndtaget, som for rundt i stien, fordi holdegrebet var blokeret med strips. Og i et andet tilfælde havde en yngre medarbejder fået skruet for højt op for trykket, så han spulede ned gennem både støvle og fod. Andre nøjes med at vaske støvlerne med højtryksrenser, men det kan også gå galt, hvis man vasker med hedt vand, og lansen kommer indenfor støvlen, for så bliver foden både kogt og spulet. Det sker desværre også,” konstaterer Karin Strudsholm.

"Højtryksrensning i landbruget – sådan undgår du skader!” kan downloades fra www.barjordtilbord.dk

Seneste nyt