Øresundsregionen er verdens største fødevareklynge
Hvis man lægger Danmark sammen med Skåne, har man verdens største fødevareklynge, fremgår det af ny rapport.
Indtil for ganske nyligt befandt Danmark sig på en fornem tredjeplads på listen over fødevareklynger målt i antal beskæftigede. Men ifølge rapporten ”Redefining the Food Sector”, som netop er blevet offentliggjort af det tidligere Øresund Food, er der tale om en helt ny indtager af førstepladsen. Forskerne bag rapporten mener nemlig ikke, at det længere giver mening at se på den danske og skånske fødevareklynge hver for sig.
”Danmark og Skåne ligger så tæt, at man ikke kan komme uden om de gensidige fordele, fødevareindustrierne på begge sidder af Øresund har af hinanden. Der betragter vi den danske og den skånske fødevareklynge som en, og dermed har man med Øresundsregionen verdens største sammenhængende fødevareklynge med 158.000 beskæftigede i Danmark og ca. 30.000 i Skåne,” siger tidligere direktør i Øresund Food, Maria Olofsdotter.
Oversete ingredienser
Hun mener, at rapporten i modsætning til hidtidige opgørelser er mere præcis, fordi den også medtager brancher, som ikke tidligere har været regnet med, men som bidrager væsentligt til det samlede fødevareerhverv.
”Vi har også valgt at tage ingrediensindustri med i opgørelsen, fordi det er den del af fødevareerhvervet, som er mest forskningsorienteret og innovativ, og som universiteterne leverer mange kandidater til. Der findes ikke statistisk data på ingrediensindustrien, så vi har ringet til dem alle sammen og spurgt, hvor mange de beskæftiger, hvilket må siges at være ret præcist,” siger Maria Olofsdotter.
Landegrænser ikke en hindring
Den ny måde at opgøre den samlede fødevareklynge vækker begejstring i Landbrug & Fødevarer. Administrerende direktør Carl Aage Dahl pointerer endda, at også bioenergi bør være en del af opgørelsen. ”Statistik er en vanskelig størrelse, og man kan diskutere, hvad der skal tælle med hvornår. Vi har været lidt konservative i vores måde at opgøre erhvervet på. Men under alle omstændighederne viser tallene jo, at Danmark er med helt fremme i verdenstoppen, og jeg kan ikke andet end glæde mig over undersøgelser, der dokumenterer, hvor stor betydningen af erhvervet er for Danmark og for regionen,” siger direktøren.
Han påpeger, at de nordiske lande og Danmark især er langt fremme på innovation, kvalitet, dyrevelfærd, markedsstrategi og effektivitet.
”Vi kan begå os i en globaliseret verden, hvor det ofte er vores opfindelser og udviklingsstrategier, der er de nyeste og bedste. Og så er det et udtryk for, at vi i stigende grad befinder os i en globaliseret verden, hvor landegrænser ikke længere begrænser udviklingen,” siger Carl Aage Dahl.
Food & Culture sætter i denne måned fokus på Den danske fødevareklynge.
Download hele rapporten “
Redefining the Food Sector” hos Øresund Food.