Varmt forår giver jordbærboom i England

23. maj 2011 kl. 13:03 af Christian Erin-Madsen

England oplever rekordår i jordbærhøsten med op imod dobbelte mængder og bedre bær. I Danmark har frosten skadet, men betyder ikke, at danske forbrugere ikke kan købe jordbær i supermarkedet som tidligere år.

Mens danske jordbæravlere flere steder har måttet konstatere, at frosten har beskadiget årets jordbærhøst, er situationen i England den præcis modsatte.
På grund af et vedvarende varmt forår oplever engelske jordbærdyrkere den bedste jordbærsæson i to årtier. Vejret har betydet at jordbærrenes sukkerindhold er højere, hvilket gør dem mere saftige og velsmagende end hidtil, og så er der langt flere af dem, skriver britiske SkyNews. Ifølge en britisk jordbærbonde, Sally Haines fra Hillers Farm i Alcester, Warwickshire, er afkastet fra hendes jordbærfarm ligefrem fordoblet sammenlignet med tidligere år.
”Vi har aldrig oplevet noget lignende i de senere år. Det er ikke bare, at vi oplever en fænomenal høst i år. Kvaliteten af bærrene er simpelthen også bare så god,” siger Sally Haines.
Udviklingen har blandt andet betydet at Tesco har skåret deres import af jordbær ned til halvdelen af hvad de plejer.
”Fordi kvaliteten er så høj, har vi taget langt flere ind fra den engelske høst, end vi plejer. Det uventede gode vejr har medført en overflod af topkvalitet, sødere end normale engelske jordbær,” siger Tescos jordbærindkøber Paul Jones.

Dansk frost ødelægger ikke sæsonen
I Danmark er forventningerne væsentligt mere beherskede. Hård frost i maj har ifølge Viborg Folkeblad ført til at en stribe avlere i Jylland og på Fyn blev hårdt ramt, mens Sjælland gik fri. Flere storavlere har således mistet op imod en fjerdedel af høsten. Alligevel vil forbrugerne – ifølge Ole Scharff, jordbærkonsulent ved Gartnerirådgivningen – også i år kunne købe jordbær i butikkerne i stil med foregående år.
”Dér, hvor man handler lokalt, kan det godt blive svært at finde jordbær. Men i butikkerne vil det føles tilgængeligt som i enhver anden sæson, selv om det godt kan gå hen og blive lidt dyrere. Man skal huske på, at der ganske rigtigt har været nogle nætter med nattefrost, men generelt har udviklingen været god, fordi gennemsnitstemperaturerne har været gode,” siger Ole Scharff.
Han forklarer, at jordbærsæsonen derfor efter alt at dømme også i år bliver sat ligeså stille i gang fra begyndelsen af juni og herefter løber til 1. august.

Læs om Årets første jordbær solgt til Grøften. 

Drivhuse har vækstpotentiale
At frost spiller en afgørende rolle for jordbærudbyttet, står ikke til at ændre på. Til gengæld vinder en anden metode frem i bestræbelserne på at sikre mere stabile leverancer i fremtiden: At dyrke jordbær i drivhuse i stedet for frilandsjordbær. Ifølge Flemming Nør-Pedersen, sekretariatchef i Dansk Gartneri er det en metode, der vinder stigende popularitet, også i Danmark.
”Det er en metode, der er blevet meget udbredt de senere år. Jeg vil tro, at cirka ti avlere i Danmark inden for de sidste fem år er begyndt at dyrke jordbær i drivhuse og den udvikling, tror jeg fortsætter. De tal skal vel at mærke smmenholdes med, at der før det ikke var nogen. Det interessante er at drivhuse giver os en stribe muligheder. På denne måde kan vi få styr på klimaet, og vi kan justere behovet for kemi. Ude på marken har man tit svampeproblemer, men det kan man regulere sig ud af i drivhus. Så flere af disse avlere kan nu lave jordbær såvel om foråret som om efteråret,” siger Flemming Nør-Pedersen, der ser det som et skridt i retning af at forbedre den danske konkurrenceevne:
”Jeg ved ikke, om vi kan være helt selvforsynende, men det vil sikre et mere stabilt marked. Man gør sig meget uafhængig af klima og vejr ved at flytte det ind i et hus. Og det er med til at give den danske jordbærproduktion konkurrenceevne. Der er jo ikke noget mere irriterende, end når jordbærproducenter må sige farvel til kunder på grund af svingende leverancer, der presser kunderne over til andre producenter. Det her kan forhåbentlig hjælpe til at ændre på den udvikling,” siger Flemming Nør-Pedersen.

Seneste nyt