Eksporten holder hånden under faldende BNP
Trods faldende BNP ser det ikke helt skidt ud for dansk økonomi, vurderer cheføkonom. Eksporten kan som så mange gange før få Danmark på ret kurs.
Danmarks Statistik har netop offentliggjort tal for Nationalregnskabet, og de tal viser et fald i bruttonationalproduktet, BNP med 0,5 pct. i første kvartal 2011. Faldet skyldes især en nedgang i både det private forbrug, det offentlige forbrug og investeringer. Omvendt har eksporten været med til at trække lidt op. I det danske mediebillede er der udtalt dommedagsstemning knyttet til dagens tal, men det er, fordi eksporten ikke tillægges tilstrækkelig vægt, mener cheføkonom fra Landbrug & Fødevarer, Leif Nielsen
”Trods to kvartaler med faldende vækst ser det fortsat ud til, at Dansk økonomi er ved at komme sig oven på krisen. Historisk har eksporten haft rollen som vækstlokomotiv. Den rolle kan eksporten få igen, hvis vi formår at udnytte de høje vækstrater, der findes på mange eksportmarkeder i dag.” siger Leif Nielsen, som gerne vil henlede opmærksomheden på eksporterhvervene.
Lidt malurt
Men selvom Nationalregnskabet viser en stigende eksport på 10,3 pct. og en importstigning på 8,3 pct. fra første kvartal 2010 til første kvartal 2011, er der ifølge Leif Nielsen dog alligevel grund at hælde lidt malurt i bægeret. For en stor del af stigningen i eksporten skyldes eksport af en boreplatform.
”Forbrugertilliden ligger fortsat på et lavt niveau, og det er derfor fortsat usikkert, hvor meget det private forbrug vil bidrage til væksten den kommende tid. Samtidig er det nødvendigt, at det offentlige forbrug kommer under kontrol så det offentlige budget bliver stabiliseret. Så i stedet for at styrke væksten gennem øgede offentlige udgifter eller stigninger i det private forbrug, bør der arbejdes for at forbedre vores konkurrenceevne over for udlandet og ad den vej lade eksporterhvervene blive dynamoen for væksten i dansk økonomi.,” siger Leif Nielsen.
Godt for fødevareerhvervet med udgiftskontrol
Tager man højde for priser og sæsonudsving, faldt det offentlige forbrug i første kvartal med -0,8 pct., og fra første kvartal 2010 til 2011 faldt det offentlige forbrug med 1,2 pct. Derfor er det ifølge cheføkonomen en fordel for det danske fødevareerhverv, at der både nu og på lang sigt er styr på de offentlige finanser.
”For et internationalt orienteret fødevareerhverv er det positivt at se en opbremsning af det historiske udgiftsskred i det offentlige forbrug. Danmark er en lille og meget rentefølsom økonomi med egen valuta. Høj troværdighed omkring de offentlige finanser og fastkurspolitikken er betingelsen for, at det fortsat vil være attraktivt at investere i Danmark,” siger Leif Nielsen