Fra 190.000 til knap 4.000 på 70 år

Der bliver færre af dem, men de producerer mere og mereDer bliver færre af dem, men de producerer mere og mere (Foto: Colourbox)
10. jun 2011 kl. 13:35 af Thomas Hovgaard

Stigende produktionskrav har fjernet flere end 190.000 malkekvægsbesætninger fra Danmarkskortet over de sidste 70 år. Til gengæld producerer køerne mælk som aldrig før.

I 1944 var der 195.200 malkekvægbesætninger, mens der ved Videncentret for Landbrugs allerseneste optælling fra april i år kun var beskedne 3.920 tilbage. Udviklingen skyldes i hovedsagen, at producenterne har skullet producere større mængder for at kunne sikre konkurrenceevnen, vurderer Trine Barrett, rådgivningschef, Videncentret for Landbrug, Kvæg.

”Det økonomiske pres, som har præget hele samfundet for at sikre konkurrenceevnen, har naturligvis også præget kvægbruget. Det har betydet krav om færre hænder til at passe flere køer, hvilket teknologiudviklingen har muliggjort. Men investering i teknologi kræver en større produktion for at kunne forrente investeringen, ” siger rådgivningschefen.

Hun gør også opmærksom på, at de stigende krav til produktionsforholdene har været afgørende for udviklingen.

”Krav til hygiejne, bedre og nemmet arbejdsvilkår for de ansatte, dyrenes forhold og faciliteter til opbevaring af mælken har krævet investeringer, som ikke kan forrentes af en lille produktion. Det samme gælder de stigende krav til miljøhensyn, som ligeledes kræver større investeringer for at kunne leve op til miljølovgivningen,” siger Trine Barrett.

Strukturudviklingen vil fortsætte
Reduktionen i antallet af besætninger har dog ikke rokket ved mængden af mælk. Den danske malkeko anno 2011 producerer nemlig mere end dobbelt så meget mælk, ca. 25 liter, som sin formoder for 50 år siden, der kun leverede 12 liter om dagen. Med til billedet hører dog også, at gennemsnitsbesætningen dengang kun bestod af ni køer, hvor den i dag består af 146.

”Min vurdering er nok, at strukturudviklingen vil fortsætte, men med hvilken hastighed synes jeg, det er sværere at spå om. Køernes ydelse vil nok også fortsat stige som følge af en kombination af genetisk udvikling, og at fodringen og pasningen bliver bedre på nogle områder, ” slutter Trine Barrett.

Læs også Græsset er grønnere i Jylland

Seneste nyt