Græsset ER grønnere i Jylland
9 ud af 10 køer er jyske, fordi jorden i Vestjylland giver det ideelle foder til kvæg.
Af de 1.630.000 kvæg, som lever på dansk jord, lever godt 9 ud af 10, eller helt nøjagtig 87 procent i Jylland. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik. Statistikken toppes af malkekøerne, hvor hele 89 procent af dem bor vest for Storebælt, fem procent befinder sig på Sjælland og Bornholm, mens de sidste seks procent holder til på Fyn og øerne. Bag den geografiske skævhed ligger der imidlertid en helt fornuftig forklaring, mener kvægbranchens formand.
”Forskellen ligger i marken. Det er altså afhængigt af, hvor man bor henne. Nu falder det tilfældigvis sådan, at der er tyndere jord i Vestjylland, samtidig med at det også er mere lavtliggende, og den kombination giver det ideelle foder for kvæg,” siger formand for Dansk Kvæg, Peder Philipp.
Han mener altså, at langt de fleste malkekøer befinder sig i Jylland, fordi det simpelthen bedst kan betale sig økonomisk. Og landmænd vil selvfølgelig altid søge hen, hvor der er de bedste forhold.
”På nær Bornholm, som har et meget stærkt mejeri, har vi de sidste 30 år set en tendens til, at mængden af kvæg stille og roligt trækker fra øst mod vest,” siger Peder Philipp.
Læs også Fra 190.000 til 3.920 på 70 år