DN og L&F: ”Vi vil have mere natur”

Landbrug & Fødevarer mener, at landdistriktmidlerne skal bruges til at frikøbe landbrugsarealer fra landmænd. Landbrug & Fødevarer mener, at landdistriktmidlerne skal bruges til at frikøbe landbrugsarealer fra landmænd. (Foto: Peter Larsen )
16. jun 2011 kl. 12:03 af Jonas Pröschold

Landbrug & Fødevarers formand bød onsdag Danmarks Naturfredningsforenings præsident op til dans i debat om, hvem der har retten til den danske natur.

Solen skinnede, græsset var grønt, og på grillen lå en okseside og osede. Men tonen mellem Danmarks Naturfredningsforenings præsident og Landbrug & Fødevarers formand var dog ikke hjertelig af den grund, da de to kombattanter 15. juni mødtes til en debat om den danske natur i Landbrug & Fødevarers telt på den første udgave af Folkemødet i Allinge. Præsidenten for Danmarks Naturfredningsforenings startede debatten med at gøre sin mening om naturens ejerforhold klar.
”Der er ikke nogen, der ejer den danske natur, den er fælleseje. Men på trods af det, er den danske natur trængt, og der bliver mindre og mindre af den…” sagde Ella Maria Bisschop-Larsen, men blev straks afbrudt af Landbrug & Fødevarers formand.
”Det passer jo ikke, det du siger. Hvis man kigger på, hvilke arealer der er blevet større, og hvilke der er blevet mindre, så fremgår det, at der er kommet mere skov, flere åbne arealer og mere natur. Det eneste, der er kommet mindre af, det er landbrugsjord,” sagde Niels Jørgen Pedersen, formand for Landbrug & Fødevarer.
En påstand, som Ella Maria Bisschop-Larsen ikke anfægtede.

Mere natur skabte enighed
På trods af de stridspunkter, som de to kombattanter kunne finde, var der dog også ting, de kunne blive enige om. F.eks. ville begge meget gerne have mere natur i Danmark. Men enigheden var forbi, da talen faldt på, hvor finansieringen til den natur skal komme fra.
”Landbruget får masser af penge i støtte, men der er ikke en eneste skattekrone, som er gået til at hjælpe naturen og miljøet. Det er på tide, at landbruget tager ansvar og investerer i natur,” sagde Maria Bisschop-Larsen, mens landbrugets formand rystede på hovedet.
Han mente i stedet, at vejen frem var flere og andre midler.
”Jeg ser en oplagt mulighed i at få flere trukket flere landdistriktsmidler til Danmark. Som det ser ud i dag, får vi kun 0,4 pct. af midlerne til landet. Vi mener, at vores andel skal være 2,4 pct., og de ekstra millioner skal bruges til at frikøbe landbrugsarealer fra landmænd, som så får en engangserstatning for den jord, de afgiver,” sagde Niels Jørgen Pedersen.
Om Maria Bisschop-Larsen havde forståelse for det synspunkt, var svært at afgøre, men debatten endte næsten venskabeligt, da naturpræsidenten ønskede den nyvalgte formand tillykke med posten. Hun håbede på et godt og konstruktivt samarbejde med formanden i fremtiden, og således sluttede debatten alligevel i fred og fordragelighed.

Seneste nyt