Fødevareværdikampen fortsætter
Bør der være regler for, hvor i butikken fødevarerne skal stå og kan man sige, at en fødevare er underlødig, fordi man bruger alle råvarerne?
Forbrugerne skal have meget bedre mulighed for at vide, hvad fødevarerne består af, og så skal underlødige fødevarer som f.eks. pizzatopping og følser af næb og klør ikke ligge ved siden af ”rigtig” ost og ”rigtige” kyllingepølser. Det mener MEP Christel Schaldemose (S), som her til eftermiddag var mødt op på Landbrug & Fødevarers stand på Folkemødet i Allinge for at tage fødevareværdikampen med direktøren for landbrugets egen organisation.
”Vi vil ikke bestemme, hvad forbrugerne skal putte i indkøbskurven, vi vil bare give dem en bedre og ekspertbaseret vejledning. Det mener vi ikke, de får som det er nu,” sagde Christel Schaldemose.
Men at bestemme, hvor i butikken de såkaldt underlødige fødevarer skal ligge, var ikke et synspunkt, som direktøren for Landbrug & Fødevarer kunne tilslutte sig.
”I vores optik er det forbrugernes valg, der bestemmer, hvad vi producerer, og hvor i butikken kyllingepølserne skal ligge, mener vi ikke, at man bør planer sig i,” sagde Claus Søgaard-Richter, direktør for Landbrug & Fødevarer.
Han gjorde samtidig opmærksom på, at netop ideen om at bruge alle dele af kyllingen er med til at minimere det madspil, som hans diskussionsmodstander selv forsøger at bekæmpe med politiske midler i Bruxelles. Men det var dog muligt for de to kombattanter at finde noget at blive enige om. Blandt andet at det ville være en bedre verden, hvis ikke der blev spekuleret i fødevarer, og også noget som var mere konkret.
”Det danske landbrug er blandt de bedste i verden,” sagde EU-parlamentarikeren.
Fakta: Christel Schaldemose har sammen med Benny Engelbrecht (S) skrevet debatbogen Foodfight.nu, som ifølge forfatterne skal være med til at sætte gang i en fødevareværdikamp.