På tirsdag drikker danskerne koldskål

På tirsdag går der for alvor koldskål i den hos familien Danmark
(Foto: Skovdal & Skovdal)
Lovende vejrudsigter får landets koldskålproducenter til at skrue helt op for produktionen. Tirsdag bliver sommerens helt store koldskålsorgie.
På tirsdag lover meteorologerne op til 30 grader, og for mange danskere betyder det, at der vil stå koldskål på menuen. Helt præcist forventer Danmarks største koldskålsproducent, Arla, at de skal producere lige så meget koldskål til på tirsdag, som de gjorde på årets første sommerdag, der traditionelt er den dag på året, hvor danskerne er mest hæmningsløse med deres koldskålindtag.
”30 grader vil få rigtig mange til at købe koldskål, og vi forventer faktisk at producere ca. 250.000 liter alene til på tirsdag,” oplyser planlægger i Arla, Michael Nøhr.
Ifølge ham er der en direkte sammenhæng mellem vejret og koldskålsproduktionen, og 2011 har da indtil videre også været et rekordår med et salg på hele 7.832.000 liter koldskål og 3.564.485 liter kærnemælk. Det er den samme vurdering, man får fra konkurrenten Thise, der melder allerede at have solgt fyrre procent mere koldskål i år end på samme tidspunkt sidste år.
”Der er en ligefrem proportionalitet mellem vejrudsigten og vores koldskålsproduktion, men jeg mener dog ikke, at det kun er vejret, der er skyld i den markante fremgang. Også lanceringen af nye produkter har fået folk til i højere grad at vælge koldskål,” siger salgsdirektør i Thise, Mogens Poulsen.
Vi vil have den færdige
For kigger man på Arlas opgørelse over kærnemælkssalget siden 2006 er tendensen nemlig, at danskerne stille og roligt erstatter kærnemælken, og dermed den hjemmelavede koldskål, med mejeriernes færdige koldskål, der også indeholder f.eks. tykmælk, vanille, citron, sukker og æg.
”I 2006 solgte vi ca. 8.500.000 liter kærnemælk, mens det i 2010 ”kun” blev til 6.000.000 liter. Den udvikling passer også fint med, at vores koldskål med tykmælk og æg er den suverænt mest solgte og fortsat ser ud til at stige i salg,” siger Michael Nøhr.
At den traditionelle kærnemælk møder hård konkurrence, kan Thise også bekræfte.
”Når både BT, God Morgen Danmark og Aftenshowet kårer vores koldskål til den bedste på markedet, får det også folk til i stigende grad at købe den færdige og droppe at lave den selv,” siger Mogens Poulsen.