Royal hæder til det danske fødevareerhvervs eksportevner

Det er en fordel at have prinser med i markedsføringen, siger danske virksomheder
(Foto: Cimbria)
Nyheden om det danske fødevareerhvervs eksportevner har også nået Amalienborg. Det glæder danske virksomheder, der kan bruge opmærksomheden til at sælge flere varer.
1.500 containere fyldt med dansk svinekød sejles hvert år til Guds eget land, hvor amerikanerne hver dag sætter 75.000 fedtede, danske ribben til livs. Og det er et ikke helt uden betydning for dansk eksport. I hvert fald er de imponerende mængder nået HKH Prins Henriks opmærksomhed, for under regentparrets netop overståede Amerikabesøg overrakte prinsegemalen HKH Prins Henriks Æresmedalje og Dansk Eksportforenings Diplom til slagterigiganten Danish Crown for at være et fremragende eksempel for dansk eksport.
I sin tale roste prinsen særligt Danish Crown for at være stærke repræsentanter for ”de bedste danske eksporttraditioner” og for at have ”evnet at gøre deres produkter til salgbare brands på det amerikanske marked”. Med æren følger også en medalje, et diplom og retten til at bruge Kongehusets logo og gode navn.
”Jeg vil bruge det så meget som muligt i markedsføringsøjemed. Det er jo noget, man lægger mærke til, også når vi er leverandører til Det Kongelige Danske Hof,” sagde direktør for Danish Crown i USA, Stig Kjærø.
Mere hæder
Men også i den gamle verden har der været skærpet royal opmærksomhed på det danske fødevareerhvervs eksportevner. Den danske virksomhed Cimbria, der udvikler og producerer teknologi til håndtering af korn og frø, modtog den 6. juni i år HKH Prins Henriks Hæderspris i forbindelse med et eksportfremstød i Ukraine, hvor virksomheden har sit største marked. Overrækkelsen stod Kronprins Frederik for.
”Sådan en pris har stor værdi for en virksomhed som vores. Både over for vores ukrainske personale og på det Ukrainiske marked vil vi bruge prisen i vores markedsføring. I den del af verden betyder hædersbeviser faktisk en hel del for folk,” siger salgsdirektør for Cimbria, Henning Roslev Bukh, som også er medlem af virksomhedsbestyrelsen for Landbrug & Fødevarer.