Udvalg: Opret rejsehold til gavn for friluftslivet i skovene

Skovpolitisk udvalg overrakte tidligere i dag miljøminister Karen Ellemann deres rapport til et pressemøde, hvor de med rød-hvidternet dug og picnic-kurve søgte at flytte skovstemning indenfor. Foto: Anna-Lene Riber.
Skovpolitisk udvalg anbefalede i dag i en ny rapport miljøminister Karen Ellemann at oprette et rejsehold, som med landsdækkende spændvidde kan løse lokale konflikter i friluftslivet.
Naturoplevelser og muligheder for friluftsliv skal løbende udvikles i den danske natur og en af måderne skal være igennem et rejsehold, som løser konkrete lokale udfordringer. Det var en af pointerne, da Skovpolitisk udvalg her til eftermiddag afleverede i alt 39 anbefalinger i rapporten ”Fremtidens skov – anbefalinger fra Skovpolitisk Udvalg 2011” til miljøminister Karen Ellemann.
”Vi kommer med forslag, der kan styrke den biologiske mangfoldighed, initiativer indenfor klimaområdet og forslag til at skabe bedre internationale forhold. Et af forslagene går på, at vi gerne ser et skovrejsehold, som skal hjælpe til at løse lokale udfordringer i friluftslivet, samt have mulighed for at bruge det landsdækkende. Et eksempel kan være hvis en lokal rideklub toppes med mountainbikere om det samme sted. Her vil et rejsehold måske kunne løse det lokalt,” sagde Erik Bisgaard Madsen, formand for Skovpolitisk Udvalg.
Indendørs picnic
Til præsentationen var i bedste friluftslivs-stil trukket en rød og hvidternet dug udover gulvet i lokalet for pressemødet på Christiansborg. Ovenpå var sat to picnickurve med baguettes, lidt bær, rugkiks, frugt og ikke mindst en stribe rapporter stukket ned rundt omkring i kurvene. Hertil symbolsk to træer, en bangsbofyr og en kongeeg, i store potter, som et symbol på arbejdet med at forøge skovarealet i Danmark. Dette for at flytte skoven indenfor, som udvalget forinden fortalte, og for at skabe nogle rammer, der emmede mere af skovmiljø. Karen Ellemann blev placeret på en lille hvid plaid på skovdugen og udtrykte herefter glæde over udvalgets arbejde.
”Når man ser på de overordnede emner i denne rapport, så er det klart, at den kommer ind på det, der lige nu berører Danmarks hverdag. Herunder friluftsliv, naturoplevelser og mangfoldighed i skovene, som jeg har en formodning om, at der vil være konkrete anbefalinger til i rapporten. Dertil klimaudfordringer og fokus på den økonomiske bæredygtighed. Man er kommet hele paletten rundt, og det synes jeg er en styrke. Det og så det faktum, at det er et enigt udvalg, der har afleveret arbejdet,” sagde miljøminister Karen Ellemann, da hun fik rapporten i hånden.
Modtagelig for rejsehold
Hun er på ingen måde afvisende overfor et kommende rejsehold.
”Lige nu er jeg i modtagehumør og tager imod de her anbefalinger med åbne arme. Vi har tidligere haft gode erfaringer med rejsehold mange andre steder – blandt andet på vindmølleområdet - så det er bestemt realistisk, men at love det bliver til noget, er en postgang for tidligt,” sagde Karen Ellemann
Dette forslag skal sammen med de 38 andre nu tygges godt og grundigt igennem over sommeren, og så skal vejen banes for eventuelle friske initiativer i sensommeren. Hvis ”opret-en-skov-rejseholdet” skal etableres, lyder forslaget på en fem-årig forsøgsordning, der skal være fælles offentlig, således at den retter sig mod statsskove, kommuner, private lodsejere og brugere, hvor der i øvrigt måtte være behov.
Få et overblik over Skovpolitisk Udvalg samlede anbefalinger.
Ifølge Dansk Skovforening er rapporten gode skridt i den rigtige retning, men langt fra vidtgående nok.