Vedvarende energi tager markedsandele

S og SF foreslår etablering af to fuldskalaanlæg til produktion af biobrændstoffer baseret på halm. Det vil føre Danmark og verden et godt stykke videre mod det fossilfrie samfund.
(Foto: Colourbox)
Danmarks samlede energiforbrug er faldet siden 2007, og den vedvarende energi har leveret en støt stigende andel af det. Knap en femtedel kommer nu fra vind, biomasse, affald og sol.
Produktionen af vedvarende energi er godt nok faldet de seneste år, men ikke i samme takt som energiforbruget i al almindelighed. Det betyder, at sol, vind, gylle, halm, træflis, affald og andre vedvarende energikilder nu leverer en større del af det samlede forbrug.
”De foreløbige opgørelser for 2010, viser, at de vedvarende energikilder nu leverer 19,3 pct. af det samlede forbrug mod mindre end 10 procent for ti år siden. Kilderne til den vedvarende energi er halm, som leverer 16 pct., bioaffald som leverer 21 pct., vind som giver 22 pct., og træ, som står for 37 pct., og biogas baseret på husdyrgødning giver som rosinen i pølseenden fire procent af den vedvarende energi,” siger klima- og energipolitisk chef i Landbrug & Fødevarer Søren Korsholm.
Potentiale til fossilfrit samfund
Han pointerer, at der er potentiale til at hente en meget større del af energiforbruget fra biomasse fra fødevareerhvervet, og at de danske produktionsvirksomheder kan være nogle af de hurtigste til at levere omstillingen.
”Som det ser ud med det nuværende afgiftssystem, bruges en stor del af den vedvarende energi i kraftvarmeværker og ikke i procesenergi til industrien. Men Skatteministeriet har beregnet, at samfundet kan spare ca. 350 mio. kr. pr. ekstra procentpoint vedvarende energi, man flytter fra kraftvarmeværker til procesindustri, og der har biomasse den klare fordel i forhold til sol og vind, at man kan lave strømmen, når der er brug for den. Der er så at sige en leveringsgaranti med biomasse, som man ikke kan få fra vind, sol og bølger,” siger Søren Korsholm.
Landbrug & Fødevarer satser på, at det er restprodukterne fra erhvervet, der bliver brugt til energiformål.
”Med en støt voksende befolkning får vi brug for alle de fødevarer, der kan produceres. Derfor mener vi, at man skal satse på at udnytte halmen, husdyrgødningen, rester fra slagterierne og energiafgrøder som f.eks. energipil produceret så man sparer klimaet for flest mulige drivhusgasser. Derfor glæder det os at se Socialdemokraternes og SFs forslag om, at al gylle skal igennem et biogasanlæg indenfor ti år, samt at der skal etableres to fuldskalaanlæg til produktion af biobrændstoffer baseret på halm. Det vil føre Danmark og verden et godt stykke videre mod det fossilfrie samfund,” siger Søren Korsholm.
Læs også Biobrændstof betaler sig