Fødevareknaphed på skoleskemaet

Det er dette omslag, der i fremtiden vil møde de gymnasieelever, der skal læse om fødevareknaphed
(Foto: Hans Christian Asmussen)
Fremtidens udfordring med at brødføde 9,5 milliarder i 2050 er med ny bog kommet på skoleskemaet i gymnasiet. Både KU-Life og Landbrug & Fødevarer håber, bogen får flere til at studere planter.
Hvordan skal man brødføde 9,5 milliarder mennesker i år 2050, når store dele af verden samtidig oplever stigende tørke og ørkendannelse? Det og en række andre væsentlige spørgsmål om fødevareknaphed stilles i bogen ”Mad til milliarder”, som netop er blevet udgivet af en gruppe forskere fra KU-Life med speciale i planteproduktion og plantenæringsstoffer.
”Sigtet med bogen er at få unge i gymnasiet til at interessere sig for nogle af de væsentligste udfordringer, som verden snart står overfor, når vi i løbet af de næste 40 år bliver 2,5 milliard flere mennesker, der skal brødfødes,” siger kommunikationsmedarbejder Rikke Pape Thomsen, KU-Life, som har været redaktør på bogen, hvis første oplag på 4.000 eksemplarer på blot to måneder er revet væk af landets gymnasielærere.
Sammen med professor Søren Husted og studieleder og lektor Andreas de Neergaard præsenterer hun i løbet af bogens godt hundrede sider de udfordringer og mulige løsninger, som knytter sig til problemstillingen.
”Vi konkluderer ikke, hvad der er den rigtige løsning. Vi kommer med nogle løsningsforslag, f.eks. at det giver mening at eksportere viden til udviklingslandene, så de selv bliver i stand til at producere flere fødevarer på bæredygtig vis, frem for at producere flere i vores del af verden med henblik på eksport,” forklarer Rikke Pape Thomsen.
Godt initiativ
Selv samme udfordringer fylder også meget på Axelborg, hvor løsningen med at eksportere den høje danske knowhow og teknologi inden for fødevare- og landbrugsproduktion til udviklingslande allerede er en del af erhvervets definerede fremtidsvisioner.
”Som højteknologisk fødevareerhverv har vi stor interesse i at være en del af løsningen. Og vi ser da også et betydeligt marked i at hjælpe udviklingslandende til at blive mere effektive og bæredygtige,” siger teamleder i Landbrug & Fødevarer, Morten Andersen Linnet.
Han mener, at ”Mad til milliarder” er et godt initiativ og håber, at det kan være med til at få den kommende generation af studenter til at uddanne sig inden for f.eks. planteproduktion.
”Det er helt afgørende, hvis Danmark skal fastholde sin position som førende inden for landbrugs- og fødevareerhvervet, at vi formår at uddanne flere kandidater indenfor f.eks. planteproduktion,” siger Morten Andersen Linnet.
E-læringsspil på vej
Forfatterne bag bogen har også planer om at lave et såkaldt e-læringsspil, som skal indgå i det samlede undervisningsforløb omkring global fødevareforsyning, men det er et projekt, der vil kræve yderligere ressourcer.
”Vi er i øjeblikket gang med at lede efter relevante partnere, der kunne være interesserede i at lave spillet sammen med os. Som det er nu, har vi ikke selv de ressourcer,” siger Rikke Pape Thomsen.