Landbrug & Fødevarer med gyllestand på Roskilde Festival

Landbrug & Fødevarer satte onsdag en stand op, der fortæller om, hvordan gylle kan hjælpe til at skabe fremtidens strøm. Foto: Christian Erin-Madsen.Landbrug & Fødevarer satte onsdag en stand op, der fortæller om, hvordan gylle kan hjælpe til at skabe fremtidens strøm. Foto: Christian Erin-Madsen.
29. jun 2011 kl. 18:55 af Christian Erin-Madsen

Landbrug & Fødevarer deltager på årets Roskilde Festival med en stand om bioenergi. På standen kan man blive klogere på fremtidens udfordringer indenfor miljø, energi og klima. Og så kan man selv foreslå, hvad der bør gøres, ved at få optaget et videobidrag.

Prustende, asende og masende kommer de sidste stande op og alskens forberedelser på plads, mens solen bager over dyrskuepladsen. Masser af medhjælpere arbejder i dag på de sidste forberedelser inden festivalpladsen åbner torsdag eftermiddag. Ikke mindst Landbrug & Fødevarer, der i løbet af dagen har sat en stand op med plancher, videoer og lettilgængelig formidling om bioenergi.
”Hos Landbrug & Fødevarer bidrager vi til samfundets store udfordringer inden for miljø, energi og klima. Vi har oplevet rigtig mange danskere, som er interesserede i, hvad vi gør, når olien slipper op, og oplevet folk, der blev overraskede over det potentiale, der er i biogas og ethanol. Derfor har vi valgt at sætte en udstilling op,” siger Anders Søgaard, afdelingsleder hos Landbrug & Fødevarer, der i øvrigt ser en direkte kobling til Roskilde Festivalens ånd og dens konstante søgen efter at tage et standpunkt, som i år kommer til udtryk ved at sætte fokus på fattigdom og ulighed.
”Hvis vi fremover satser på 2. generations biobrændsel (produceret af affalds- og biprodukter, red.), så kan vi tillade os at lave brændstof og samtidig sikre, at der er mad til jordens voksende befolkning. På den måde kan vi udnytte ressourcerne, så vi både kan producere vedvarende energi og reducere CO2-udledningen, uden at det får konsekvenser for fødevareforsyningen.”

Også på folkemøde
Standen har allerede været i brug på det netop afholdte Folkemøde på Bornholm, hvor adskillige interesserede lagde vejen forbi. De har kunnet læse og se videoeksempler om, hvordan det er muligt at forvandle et affaldsproblem, som gylle, til noget, der kan bringe samfundet videre i retning af et Danmark, der i fremtiden skal være langt mindre afhængigt af fossile brændsler. Sammenlignet med folkemødet er der også en enkelt opgradering.
”Vi vil gerne fortælle folk om de muligheder, der findes, og eksempelvis vise, at den gylle en ko laver på et år, kan dække et helt års elforbrug for en person, når gyllen bruges til biogas og strøm. Derudover har vi tilføjet endnu et element, hvor man i en videobås, kan aflevere sig eget bidrag til, hvordan landbruget skal være i fremtiden,” siger Anders Søgaard og påpeger, at et udvalg af videobidragene herefter vil blive vist på Landbrug & Fødevarers hjemmeside. Interesserede sjæle kan finde standen på festivalpladsen lige nord for Cosmopol-scenen.

Seneste nyt