Rekordpriser på pelsauktion igen igen

"De danske minkavlere får ca. 30 pct. mere for deres skind end deres europæiske kollegaer på grund af den ekstraordinært høje kvalitet."
(Foto: Kopenhagen Fur)
I år har budt på færre danske skind til salg på Kopenhagen Furs auktioner. Men priserne er til gengæld steget igen.
Kopenhagen Furs fjerde pelsauktion i denne sæson er slut, og det er igen med prisstigninger, i gennemsnit 8 procent i forhold til april-auktionen. Det betyder, at omsætningen for juni-auktionen med et udbud på 4,5 mio. minkskind blev på knap 2,1 milliarder kr.
"Vi glæder os meget over, at priserne fortsat stiger. Det er dejligt at kunne konstatere, at efterspørgslen på de danske minkskind af høj kvalitet er meget stærk, siger adm. direktør Torben Nielsen, Kopenhagen Fur.
Det er dog også med en vis ærgrelse," at Torben Nielsen evaluerer auktionen.
"Vi har i år færre skind til salg end tidligere fra Danmark. Behandlingstiden for godkendelse og ombygning af farm-udvidelser og etablering af nye farme er meget lang og omstændelig. De danske minkavlere får ca. 30 pct. mere for deres skind end deres europæiske kollegaer på grund af den ekstraordinært høje kvalitet. Desværre kan minkavlerne ikke omsætte denne betragtelige konkurrencefordel i øget produktion. Lavt sat, vurderer vi, at det koster os tre milliarder kroner i omsætning. Det er penge som næsten udelukkende kommer fra udlandet, og konsekvensen er, at Danmark går glip af tusindvis af arbejdspladser," siger Torben Nielsen.