Festival på dåse. Og leverpostej til

Anne-Sophie Strandmark (th) er ansvarlig for lejren, som er sponsoreret af den populære festivalspise fra Faaborg Leverpostej under årets Roskilde Festival. Foto: Christian Erin-Madsen.
Faaborg Leverpostej takkede ja til et sponsorat, da en gruppe gymnasieelever fra Faaborg kontaktede dem. FoodCulture besøgte deres lejr.
Lyseblå beachflag troner, mens en forsamling af unge gymnasiestuderende fra Faaborg er samlet under pavillonen. Deres lejr er endnu én blandt mange andre på årets Roskilde Festival, hvis ikke det lige var fordi, de sidste år spurgte sig selv, hvad deres lejr på årets festival egentlig skulle hedde.
”Vi ville gerne på Roskilde Festival, men i stedet for at kalde vores lejr for Faaborg gymnasiecamp eller noget i den stil, kom vi til at tænke på Faaborg Leverpostej, som jo er en klassisk del af det, man har med på festival. Derfor kontaktede vi Tulip og spurgte, om ikke de i stedet havde lyst til at sponsorere os,” fortæller Anne-Sophie Strandmark om initiativet.
De fik et ja og kom derefter til at hedde Faaborg Leverpostej Camp. I år har de gentaget successen, hvilket er tydeligt afspejlet i lejrens stole, deres t-shirts, flag, samt ikke mindst 150 dåser leverpostej, hvoraf der allerede denne fredag kun er 25 tilbage. Og da en fra lejren udfordrer en forbigående til en tvekamp udi at indtage indholdet af en dåse hurtigst, svinder tallet kort efter yderligere. Den historie vender vi tilbage til.
Storsællert
Hos Tulip Food Company var de ikke sene til at tage imod forespørgslen om at yde sponsorat på et produkt, som storsælger i perioden op til og under Roskilde Festival.
”Der er ingen tvivl om, at leverpostejen er et meget populært valg. I juni og juli sælger vi omtrent tre gange så meget Faaborg Leverpostej sammenlignet med hele resten af året. Det skyldes naturligvis også campingsæsonen, hvor mange folk foretrækker dette produkt, men derudover er Roskilde Festival det enkeltstående event i Danmark, hvor vi sælger mest,” siger Rune Jungberg Pedersen, kommunikationschef i Tulip Food Company.
Han påpeger at konserves normalt ikke er storsælgende i Danmark, men dette produkt er en undtagelse.
Ærkedansk spise
”Det er et meget dansk produkt, idet leverpostej jo ikke er noget, man spiser ret mange andre steder i verden. Generelt er det noget særligt at sælge konservesprodukter i Danmark, fordi vi ikke har den samme tradition for konserves herhjemme, som man har i eksempelvis England og Frankrig. Men Faaborg Leverpostej er en undtagelse som en art nationalspise. Blandt andet fordi den er optimal at bruge på camping og ved festivaler, hvor den ofte nævnes som en fast del af et festivalkit. Det var også grunden til, at vi valgte at gå ind og sponsorere denne lejr på festivalen,” siger han.
I lejren er den til lejligheden døbte ”Leverblaster”, deres ghettoblaster, slukket. Nu skal der dystes i tvekamp om hastighed på at indtage leverpostej. Da der kort efter bliver råbt ”go” er der ingen konkurrence. Gæsten skovler dåsen ind i nærmest to mundfulde og modtager stolt en t-shirt som præmie kort efter.
Mens de begge sunder sig er der tid til at tænke tilbage på omtrent ti minutter forinden, hvor Rasmus Gross - en af lejrens beboere – sådan set rammede hele konkurrencen, sponsoratet og lejren ind i en enkelt sætning:
”Det her. Det er festival på dåse.”