Danskerne foretrækker store meloner

(Foto: Ukendt)
11. jul 2011 kl. 12:54 af Thomas Hovgaard

2010 blev endnu et rekordår for melonsalget herhjemme. Det skyldes øget fokus på sundhed, vurderer forbrugerekspert.

For nogle danskerne kan de bare ikke blive store nok, melonerne. Forbruget af de eksotiske og søde græskarfrugter har endnu engang sat ny dansk rekord med et forbrug på over 40,7 millioner kg i 2010, eller hvad der svarer til, at hver dansker i gennemsnit spiste 7,3 kg melon. Det viser de seneste opgørelser fra Danmarks Statistik.
Men ikke nok med, at danskernes melonforbrug sommer efter sommer bliver ved med at stige, så er størrelsen altså heller ikke helt uden betydning.
”48 procent af alle solgte meloner i 2010 var vandmeloner, hvilket svarer til 19,7 millioner kg. De resterende 52 procent fordelte sig altså på honningmeloner, galiamelon og cantaloupmelon,” siger chefkonsulent i Landbrug & Fødevarer, Klaus Jørgensen.
Han er ikke i tvivl om, at det rekordstore melonforbrug bl.a. skyldes en øget sundhedsbevidsthed i befolkningen.
”De saftige meloner har fundet vej til danskernes indkøbsvogn, da de har en række positive egenskaber: Dels er de forfriskende, eksotiske og søde, og så har man en klar fornemmelse af sundhed. Der er lige frem tale om sundt slik i modsætning til f.eks. is,” forklarer Klaus Jørgensen.

Ind i det salte køkken
Det er ikke kun som forfriskende snack eller dessert, at danskerne indtager de svimlende mængder melonkød. Også i det salte køkken er melonerne med tiden blevet mere og mere populære, mener chefkonsulenten.
”Fra Italien har vi i mange år kopieret klassikeren melon og parmaskinke, men vi ser også i stigende grad, at melonstykkerne har fundet vej til danskernes salat som et nyt indslag på linje med nødder og kerner,” siger Klaus Jørgensen.
I 1990 spiste hver dansker i gennemsnit lidt under 2 kg meloner om året.

Seneste nyt