Skal dansk viden hjælpe afrikansk landbrugsforsyning?
VFL, Aarhus Universitet og Agrotech rådgiver et universitet i Kenya i deres forsøg på at få tildelt et forskningsprojekt, som skal innovere afrikansk landbrug.
Hvordan er det muligt at sikre, at mælk holder sig frisk fra landmand til forbruger? Og det vel at mærke i Afrika. Dette er blot et af de fokusområder, som får særlig opmærksomhed i et nyt stort forskningsprojekt i Afrika, som, finansieret af Danida, føres ud i livet af Forum for Agricultural Research in Africa. Projektet er døbt ”UniBRAIN - Universities, Business and Research in Agricultural INnovation" og skal skabe et bedre samarbejde imellem den private sektor og universiteterne. University of Nairobi har valgt at byde ind på projektet og har i den forbindelse taget kontakt til Aarhus Universitet, AgroTech samt Videncentret for Landbrug, for sammen at udarbejde nogle bud på, hvordan forskning kan gøres til forretning. Et af forslagene går eksempelvis på en forretningsmodel, der skal hjælpe til at skabe og udvikle nye virksomheder indenfor mælkeleverancer.
”Vi har valgt at fokusere på mælkeproduktion, da mælk er et vigtigt landbrugsprodukt i Kenya, samtidig med at der er rigtig mange store udfordringer inden for netop produktion af mælk,” fortæller virksomhedskonsulent fra Videncentret for Landbrug, Jesper Klintebjerg Fuglsang.
”For eksempel er der mange mellemled mellem de landmænd, der leverer mælken og de forbrugere, der skal drikke den. Det betyder blandt andet en lang transporttid med ringe køling og dermed bliver mælken dårlig. Desuden er der intet økonomisk incitament for landmændene til at holde den rå mælk ren, da al den rå mælk bliver blandet på mejeriet, før der bliver set på kvaliteten, eller det bliver kogt inden salg fra landmandens dør i det uformelle marked. Så der er meget at arbejde med inden for netop det område,” siger Jesper Klinteberg Fuglsang, der – såfremt University of Nairobi får tildelt projektet – rejser til Afrika igen.