Tag på økologisk gårdbesøg

48 såvel yngre som ældre mødte op på Krogagergård i juni for at høre om deres økologiske bedrift, da de inviterede til økologisk sommeraften.48 såvel yngre som ældre mødte op på Krogagergård i juni for at høre om deres økologiske bedrift, da de inviterede til økologisk sommeraften. (Foto: Bjarne Krog)
13. jul 2011 kl. 14:25 af Christian Erin-Madsen

Sommeren byder på i alt otte muligheder for besøg hos danske økologiske landmænd, hvor man kan blive klogere på økologisk produktion og smage økologisk mad.

En lille gåtur i det grønne, fortællinger om økologi og god mad. Lyder det som en vanlig søndag i familiære rammer? Måske, men det kan ligeså vel være et besøg på en økologisk dansk gård i juli eller august.
Foreningen Danske Sommeraftener åbner for femte år i træk for, at folk kan besøge en stribe danske økologiske gårde og høre gårdejerne fortælle om deres økologiske drift samt få mulighed for at smage på økologiske produkter under afslappede rammer. Indtil videre er tre ud af sommerens i alt otte arrangementer blevet afholdt. Heriblandt på Krogagergård ved Fjenneslev imellem Sorø og Ringsted.
”Det gik rigtig godt. I alt 48 mennesker kom og spiste økologisk mad og havde en hyggelig aften,” siger Bjarne Krog, indehaver af Krogagergård og formand for Foreningen Økologiske Sommeraftener.
”Der var også interesse for at komme rundt og se på markerne og dyrene, så vi lavede rundtur, dels til fods, dels med traktor, hvor vi stoppede ved flere af vores specielafgrøder, som Ølandshvede, spelt og tyve forskellige slags grøntsager. Særligt ved kornarterne var interessen speciel fordi flere havde bagt med det og dermed prøvet at smage forskellen.”

Kendskab kommer ikke naturligt
Foreningen er i hans øjne i høj grad vigtig for at oplyse folk om økologi og landbrug. En viden, der ikke bare kommer naturligt.
”Vi er hen ved 15 gårde i foreningen, der er med til at udbrede kendskabet til økologien. Da vi begyndte for fem år siden syntes folk, det var fantastisk, at det var økologisk. I dag er det ikke længere det, folk spørger så meget ind til, for nu er det mere udbredt. Nu er det snarere vigtigt at udbrede kendskabet til landbruget i almindelighed. Tidligere kendte alle jo nogen, der var ved landbruget og fik basisviden derigennem, men sådan er det ikke længere. Derfor er der så afgjort et behov,” siger Bjarne Krog.

Her følger en kort beskrivelse af de arrangementer, der endnu ikke er afholdt i år. Der er et mindre tilmeldingsgebyr, som går til at dække dagens udgifter til mad og lignende. Du kan læse mere og tilmelde dig på Økologiske Sommeraftener  

Kommende arrangementer:
28. juli på Livø Avlsgård - Livø, 9681 Ranum. Færgen sejler fra Rønbjerg kl. 16 og retur kl. 21
31. juli på Birkemosehus - Birkelyvej 6, 4180 Sorø.
12. august på Hesselbjerggård - Buesøvej 12, 4000 Roskilde.
18. august på Gothenborg - Gothenborgvej 3, 8653 Them.
Sidst i august på Billeslund (dato følger på hjemmeside) - Billeslund 2, 6510 Gram

Foreningen Økologiske Sommeraftener består af økologiske landmandsfamilier, der har lyst til at vise gården frem. Formålet er at indvie folk i den økologiske produktion og åbne mulighed for at smage på nogle af produkterne.

Direktoratet for FødevareErhverv og EU støtter projektet som en økologisk oplysningskampagne – fordi man gerne vil udbrede kendskabet til økologi. Selve foreningen tjener ikke penge på at afholde økologiske sommeraftener.

Seneste nyt