Halm til diesel i Randers

Direktør i Organic Fuel Technology Erik Rose Andersens ser store eksportmuligheder i biodiesel af halm. Foto: Kenneth Lemvig Sørensen.
Randers Havn får inden for det næste halve år et testanlæg, der skal omdanne halm til dieselolie.
I Randers har forsyningsvirksomheden Verdo og energiselskabet Organic Fuel Technology planer om at etablere et produktionsanlæg for biodiesel – altså diesel produceret på plantematerialer.
Foreløbig har projektet ifølge en pressemeddelelse fra Randers Kommune været undervejs i to år, hvor Organic Fuel Technology har haft et lille testanlæg kørende lige udenfor landsbyen Ødum.
Ved hjælp af mikrobølger og et tilsat stof omdannes eksempelvis halm til råolie, der så kan raffineres til bl.a. biodiesel. Organic Fuel Technology ser store perspektiver i den nye metode.
- Kommer det til at fungere optimalt, kan vi med metoden få produceret bioolie, som kan omdannes til biodiesel, der kan bruges direkte til de motorer, man i dag kender og samtidig være 100 procent biobrændstof, forklarer Erik Rose Andersen, der er direktør for Organic Fuel Technology.
Gas kan måske udnyttes
Inden for det næste halve år vil testanlæg nummer to være opført på havnen i Randers.
Her skal der arbejdes med at forfine metoden. Samtidig skal der arbejdes med at anvende den gas, der bliver tilovers fra produktionen. Gassen kan på sigt anvendes på Verdos varmeværk og dermed blive et vigtigt bidrag til at levere energirigtigt varme til forbrugerne, fortæller den administrerede direktør for Verdo, Kim Frimer.
- I et kommende fuldskalaanlæg udgør gassen så betydelige energimængder, at den muligvis kan nyttiggøres i en gasmotor til el- og fjernvarmeproduktion. Og dermed kan bidrage til den samlede produktion på havnen i Randers, forklarer han.
Store muligheder i Afrika
Randers Kommune er positiv stemt over for det kommende anlæg. Forvaltningen har allerede givet en forhåndstilladelse til testanlægget, og der arbejdes nu videre med de tekniske detaljer.
Formanden for kommunens Miljø- og teknikudvalget Kasper Fuhr Christensen ser testanlægget på Randers Havn som en god mulighed for at få skabt en ny viden, der senere kan eksporteres fra Randers, og den vurdering deles Organic Fuel Technologys direktør.
- For eksempel er der her en helt ny mulighed for at skabe arbejdspladser og vækst på det afrikanske kontinent. Dernede vokser der naturligt meget græs som er flere meter højt, som man i dag brænder af for at holde det nede. Ligeledes fældes der hundredvis hektarer med træ, hvor trækronerne ikke udnyttes. I stedet vil man kunne anvende græsset og trækronerne til at producere biodiesel. Vores anlæg har i den sammenhæng den fordel, at det ikke fylder mere, end det kan stå i en almindelig dansk lade, siger Erik Rose Andersen.
I Kalundborg udvikler Inbicon 2. generations bioethanol af halm og forskere har regnet sig frem til, at Bioethanol betaler sig