Amerikanske høner får forhold som i EU

De største ægproducenter i USA vil etablere produktionsforhold, der stort set vil kunne sammenlignes med dem, man ser i EU.
(Foto: Colourbox)
En historisk aftale mellem en forbrugergruppe og de største ægproducenter i USA giver bedre forhold for amerikanske høner.
I USA fylder debatten om dyrevelfærd normalt meget lidt - og i de amerikanske lovtekster findes der ingen love, der omhandler emnet. Men nu har forbrugergruppen ’The Humane Society of the United States’ ( HSUS) og ’ The United Egg Producers’ indgået en aftale, som betyder, at United Egg Producers medlemmer, der udgør de største ægproducenter i USA, skal etablere produktionsforhold, der stort set vil kunne sammenlignes med dem, man ser i EU.
I Washington D.C. sidder den danske statskonsulent Steen Steensen, som har fulgt udviklingen af aftalen. Og han er ikke i tvivl om dens vigtighed.
”Aftalen er nærmest et historisk initiativ, da den kan bidrage til at sætte fokus på problematikken og fremme debatten hen imod en lovgivning på området i USA,” siger han.
Protester fra svineproducenterne Det er tanken med aftalen, at de større supermarkedskæder i U.S.A. skal få øjnene op for de nye produktionsforhold i branchen og aktivt anvende retningslinierne i deres markedsføring. United Egg Producers har allerede startet en dialog med de største kæder om garanti for forbedrede produktionsfaciliteter og særlig mærkning på ægkartoner med påskriften ”eggs from cage-free hens” (æg fra burfri høns). Samtidig har de forenede ægproducenter øget deres dialog med myndighederne for at få ændret de officielle retningslinier.
Det er dog ikke alle, som er lige vilde med den nye aftale, fortæller den danske statskonsulent. Hos den amerikanske forening af svineproducenter "National Pork Producers Council" har den nye aftale fået en modtagelse så kold som rimfrost.
”National Pork Producers Council har udtrykt stor utilfredshed med aftalen, som, de hævder, kan gå hen og skabe en "farlig præcedens i den animalske produktion og give de føderale myndigheder ret til at diktere, hvordan de animalske producenter skal producere og passe deres dyr,” siger Steen Steensen.