Verden vil spise flest kyllinger

I fremtiden vil der ligge mange af dem her på alverdens middagstallerkner
(Foto: Colourbox)
Kylling vil i fremtiden være den type kød, der vil blive spist mest af på verdensplan, forudser OECD. Det skyldes bl.a. øget velstand og religion.
Som følge af stigende global velstand vil hvert menneske på Jorden i 2020 i gennemsnit spise 14 kg kyllingekød om året mod kun 12,3 kg i dag, eller hvad der på verdensplan svarer til 122,5 mia. kg. kyllingekød i 2020 mod 95,2 mia. kg. i 2008-2010. Det forudser OECD i sine seneste beregninger over verdens fremtidige produktion og forbrug.
Inden for de seneste 10 år er forbruget årligt steget med 2,14 pct. og frem mod 2020 forventes forbruget at stige med 1,22 pct. årligt.. Dermed er fjerkræ den type kød, klodens over seks mia. mennesker spiser mest af, når der står animalske proteiner på menuen.
”Kyllingekød er den slags kød, som de fleste folk i verden kan spise. Det bryder ikke religiøse tabuer at spise kylling, de er relativ nemme at opdrætte og bidrager alligevel med proteinrig kød,” siger chefkonsulent i Landbrug & Fødevarer, Klaus Jørgensen.
Til sammenligning forventer OECD, at forbruget af svine- og oksekød også vil stige i de kommende 10 år dog ikke med så høje procentsatser som kyllinger.