Indien åbner (måske) for udenlandske supermarkeder

Den samlede indiske detailhandel udgør et marked på 400 mia. dollar. Den organiserede del af dette marked udgør kun en tiendedel, men det forventes at blive mere end nidoblet over de næste ti år. Den samlede indiske detailhandel udgør et marked på 400 mia. dollar. Den organiserede del af dette marked udgør kun en tiendedel, men det forventes at blive mere end nidoblet over de næste ti år. (Foto: Colourbox)
16. aug 2011 kl. 09:55 af Felix B. Stark

En indisk komité med repræsentanter fra flere indiske ministerier har fremlagt forslag om at åbne op for udenlandske investeringer i landets enorme fødevaremarked.

Foreløbig er der strengt forbud mod udenlandske investeringer i den indiske ”multibrand retail”, som i hovedsagen består af organiseret fødevarehandel. Forbuddet opretholdes, ifølge den danske statskonsulent i Indien Paolo Michael Drostby, i et forsøg på at beskytte de særskilt indiske interesser, idet en åbning for udenlandske investorer også vil åbne et kæmpe marked for importerede fødevarer.
”Udenlandske investeringer i fødevaredetailhandlen har i årevis været et højprofileret politisk stridsområde. På den ene er der fokus på økonomisk vækst og udvikling, mens der på den anden side tages politiske hensyn til den enorme uformuende vælgerbase og dem, der høster fordele ved det eksisterende lukkede distributionssystem. Og de modstridende interesser kan man så også se i det forslag, som nu er kommet til diskussion,” siger Paolo Michael Drostby.

Kun i byer med 1 mio indbyggere

Forslaget, som er udarbejdet af en komité bestående af departementschefer fra relevante ministerier, indebærer en åbning for udenlandske investeringer, hvis de lever op til en række krav og betingelser.
”Ifølge forslaget må de udenlandske investeringer højest udgøre 51 pct. af et selskab, men der skal minimum investeres 100 mio. dollar og kun i byer med mindst en mio. indbyggere. Desuden skal halvdelen af investeringen bruges til at forbedre infrastrukturen mellem detail og produktion, små handlende skal have 30 pct. af salget ligesom 30 pct. af indkøbene skal komme fra små og mellemstore virksomheder. Alt i alt et temmelig kompliceret regelsæt,” siger statskonsulenten.

Ændringer på vej
Den indiske regering håber ifølge Paolo Michael Drostby på, at kompromisforslaget vil kunne vedtages i løbet af efteråret, men der vil sandsynligvis komme ændringer, mener han.
”Det er nærliggende at forestille sig, at der kommer ændringer, der kan gøre markedet mere attraktivt for investorer. Det vil gøre det sværere at få igennem parlamentet, men det virker som om regeringen denne gang har stukket hovedet lidt længere frem end tidligere, og derfor kan man forvente, at den vil gå langt for at ’lande’ et forslag – om nødvendigt med mangler, som branchen og investorerne må finde veje til at manøvrere sig uden om efterfølgende,” siger Paolo Michael Drostby.
Han påpeger, at supermarkedskæder med international standard kan være den letteste vej til at sikre de investeringer i kølekæden, som er nødvendige for at begrænse det horrible spild i den indiske fødevareproduktion.

Læs også Indien kæmper for forbudt pesticid

Fakta

Indisk detail
Den samlede indiske detailhandel udgør et marked på 400 mia. dollar. Den organiserede del af dette marked udgør kun en tiendedel, men det forventes at blive mere end nidoblet over de næste ti år.
Kilde: Statskonsulenten i Indien

Seneste nyt