Mejerier: ”Salg af D-vitaminberiget mælk har været tilfredsstillende”

(Foto: Rafal Strzechowski)
Arlas og Skåne Mejeriers D-vitaminberigede mælk har solgt tilfredsstillende siden lanceringen, lyder vurderingerne fra mejeriselskaberne. Efterårets spændende udfordring bliver at få produktet bredere ud.
I maj lancerede Arla deres nye minimælk beriget med D-vitamin på de danske salgshylder. De har endnu ikke præsenteret nogen salgstal, men betegner det foreløbige resultat som fint i overensstemmelse med målsætningen.
”Vi er tilfredse med, hvordan danskerne har taget imod den D-vitaminberigede mælk og de butikker, der har taget det ind, sælger det tilfredsstillende. Vi tror på, at debatten om D-vitamin vil tage til henover efteråret, og vi er overbeviste om, at forbrugerne i stigende grad vil finde, at mælken er en nem og naturlig måde at øge indtagelsen af D-vitamin,” siger Mads Thygesen, kategorichef for det danske mælkemarked hos Arla.
Han påpeger dog, at den sommerferieperiode, der har fulgt lanceringen i maj, som ventet har medført et behersket salg.
Svensk tilfredsstillelse
Også det svenske Skåne Mejerier lancerede D-vitaminberiget mælk i foråret. Det skete i april og dermed lige før Arla. De arbejder fortsat på at få mælken ud i flere kæder, men er overordnet begejstrede og betegner ligeledes salget som tilfredsstillende.
”Der har været meget stor interesse i Danmark. Vi ser det i dialogen på Facebook og ved, at der er blevet skrevet meget i aviserne om D-vitaminberigelse,” siger Peo Crona, chef for forretningsudviklingen hos Skåne Mejerier. Han påpeger, at det er svært at sammenligne med svenske forhold, fordi de har haft D-vitaminberigelse i mælk med lavere fedtindhold igennem mange år.
”Vores erfaringer fra Sverige er dog også at forbrugernes interesse for denne type mælk vokser i den mørke årstid. Derfor forventer vi os et klart øget salg til efteråret,” siger Peo Crona med henvisning til analyserne om, at forbrugerne også er bevidste om mindre sollys og dermed mindre D-vitamin ad naturlige veje til efteråret.
Skal ud i flere butikker
D-vitaminberiget mælk er ifølge Arla ude i omtrent 20 procent af den danske dagligvarehandel lige nu. Så fremover venter der en opgave med at gøre mælken tilgængelig for forbrugerne i et større antal butikker.
”Den berigede mælk er ikke kommet ud i så mange butikker, som vi havde håbet. Men der, hvor den er kommet ud, er salget gået tilfredsstillende, og det er det vigtigste for os. Vi er fortsat i dialog med den danske dagligvarehandel om at få dansk D-vitamin mælk ud på flere butikshylder,” siger han.