Ny vækstplan for fødevareforskningen

(Foto: Colourbox)
Regeringen lancerer ny plan for fødevareforskningen, der skal være med til at sikre og udvikle fødevareområdet. Planen er visionær og vil forhåbentlig være en væsentlig del af en ny vækstpakke, lyder det fra erhvervet.
Både Fødevareministeriet og Videnskabsministeriet anerkender, at fødevareerhvervet trækker et afgørende læs for eksporten og beskæftigelsen, og at Danmarks globale førerposition skal sikres. Derfor har begge ministerier i samarbejde med en faglig følgegruppe taget initiativ til en ny fødevareplan, som skal få endnu mere ud af forskningsmidlerne.
"Planen skal være med til at sikre, at vi fortsat er blandt de bedste i verden ved at skrue op for det offentlige/private samarbejde om forskning og udvikling inden for området", siger videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (C).
Sekundært indeholder planen også konkrete forslag til en forbedret koordinering mellem offentlige råd og fonde, styrket internationalisering og udbygning af samarbejdet mellem universiteterne, blandt andet om udvikling af uddannelser til det biobaserede samfund. Fødevareministeren lægger især vægt på, at planen skal være med til at sikre den danske konkurrenceevne.
"Der er en stigende efterspørgsel i hele verden efter sunde og velsmagende kvalitetsfødevarer, men også fx biomasse og enzymer. Det åbner en bred vifte af muligheder for danske fødevareproducenter. Regeringen vil med den nye fødevareplan forsøge at sikre dansk fødevareerhverv de bedste betingelser, så virksomhederne også fremover kan være konkurrencedygtige og skabe vækst og velstand i Danmark", siger fødevareminister Henrik Høegh (V).
Konsekvensanalyse ønskes
På Axelborg ser man i første omgang positivt på Regeringens initiativ, fordi der dermed bliver sendt et klart signal fra Christiansborg om fødevareerhvervets vigtige fremtidige rolle til at løse globale udfordringer og forskningens betydning i den forbindelse, men der er også plads til et enkelt rynket bryn.
”Globaliseringspengene er næsten brugt, og vi har et kæmpe behov for, at der bliver lavet en ny bred globaliseringsaftale om midler til forskning og innovation, ” siger teamleder for forskning og teknologi i Landbrug & Fødevarer, Morten Andersen Linnet.
Han mener, at der skal afsættes flere midler til strategisk fødevareforskning og innovation, og at de reducerede bevillinger til sektorforskningen og f.eks. de varslede besparelser på DTU kalder på en grundig konsekvensanalyse, så man kan få et præcist overblik over den sektorforskning, som skal understøtte et vækstorienteret erhverv.
”Når det er sagt, er det meget positivt, at der lægges op til et stærkere samarbejde mellem universiteterne, så de ikke laver det samme to steder, hvis det betyder, at kvaliteten bliver ringere. Dog er det stadig vigtigt med en vis konkurrence mellem forskningsmiljøerne, og at der optages flere studerende på de uddannelser, som retter sig mod vores spændende erhverv,” siger Morten Andersen Linnet.
Planen er udgangspunkt for en konference mandag den 5. september 2011 om offentligt/privat samarbejde om fødevareforskning. Den findes på Videnskabsministeriets og Fødevareministeriets hjemmeside.